Fodbold

Silkeborg øjner bronze

Silkeborg IF tog fortjent tre point i den direkte bronzeduel mod AaB, da holdet vandt 4-2 i en livlig målfest.

Mandag rakte Silkeborg IF ud efter bronzemedaljerne i Superligaen, da den direkte konkurrent AaB blev besejret med 4-2 i et livligt og målrigt opgør på Jysk Park i sjette runde af mesterskabsspillet.

Resultatet betyder nemlig, at silkeborgenserne rykker op på tredjepladsen med to point mere end AaB inden de resterende fire runder af sæsonen.

Selv om Silkeborg dominerede i det meste af kampen med beundringsværdigt pasningsspil og flotte kombinationer, gik holdene til pause med 2-2.

I anden halvleg blev nordjyderne dog sat på plads med to scoringer fra Kent Nielsens tropper, der nu er på fem sejre i streg i mesterskabsspillet. Modsat har AaB tabt de seneste tre kampe.

Der gik mindre end et minut før Silkeborg bragte sig foran, da midtbanespilleren Lukas Engel resolut sparkede bolden i det lange hjørne.

Selv om Silkeborg fortsatte den gode start med flere fine forsøg, fik AaB-topscorer Louka Prip bragt balance i regnskabet med en scoring i det 25. minut.

Blot syv minutter senere kunne Lukas Engel fordoble sin målscoring med et fantastisk hug fra distancen.

Få minutter før pausen udlignede Louka Prip igen, da han sparkede bolden fladt ind i målet.

Silkeborgs offensive profil Nicolai Vallys fortsatte målfesten efter pausen med en scoring til 3-2 i det 51. minut.

Glæden skulle vokse sig større i Søhøjlandet i det 68. minut, da forsvarsspilleren Tobias Salquist scorede til slutstillingen 4-2 i en flot anden halvleg for værterne.