Fodbold

UEFA udelukker Rusland og sender dermed Danmark til VM

Danmarks kvindelandshold kan ikke længere hentes i sin kvalifikationsgruppe til VM næste år.

Ingen russiske fodboldklubber såvel som landshold kommer ikke til at deltage i europæiske turneringer i næste sæson.

Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) mandag. Udelukkelsen, som er en sanktion i forbindelse med landets invasion af Ukraine, får indflydelse for blandt andre det danske kvindelandshold, der er i gruppe med Rusland i kvalifikationen til VM 2023. Rusland bliver således streget fra gruppen, der dermed kun består af fem nationer nu.

"Rusland spillede ikke deres to kampe i april i Gruppe E på grund af deres suspension. Rusland kommer ikke til at deltage i nogen af ​​de efterfølgende kampe i denne turnering, og alle deres resultater indtil nu betragtes som ugyldige. Gruppe E vil derfor fortsætte som en gruppe på fem hold," skriver UEFA i pressemeddelelsen.

De resterende hold i Danmarks gruppe, Bosnien Hercegovina, Montenegro, Malta og Aserbajdsjan, kan ikke nå at hente de danske kvinder.

Det fremgår ikke at pressemeddelelsen, om Rusland har mulighed for at anke beslutningen.

VM for kvinder til næste år afholdes i Australien og New Zealand.

UEFA's beslutning betyder også, at Portugals kvinder skal spille EM i fodbold til sommer, da de blev slået ud af Rusland i kvalifikationen.

Derudover annullerer UEFA Ruslands bud på at blive vært for EM 2028 og 2032.