Fodbold

Hvor blev Uniteds protest af?

En fraktion af Manchester United-fans forsøgte at stable en gedigen protest på benene, men den kom aldrig for alvor op at stå.

Vand er vådt. Jorden er rund. Glazer-familien er upopulære blandt Manchester Uniteds fans.

Disse er ting, der alle er sikkert og vidst. Så til sæsonens sidste hjemmekamp på Old Trafford mandag aften havde fangrupperingen 'The 1958' planlagt nok en protest mod den amerikanske ejer-familie, som - ifølge fansene - har administreret klubben på en uforsvarlig måde i løbet af de seneste 17 år.

Foruden flere bannere i "Ud med Glazer"-genren var planen at organisere en udvandring fra stadion i det 73. minut, og altså på symbolsk vis misse netop de sidste 17 minutter af kampen mod Brentford.

- Det her er større end dig, os, en spiller, holdet eller resultatet. Det handler om klubbens fremtid og den næste generation. Vis verden, at disse ejer må gå, skrev The 1958 blandt andet på Twitter før kampen.

Kampen begyndte, Manchester United spillede glimrende og førte 3-0, kampuret rundede 73.00 - og så skete der ikke sådan for alvor noget.

- En masse sange mod Glazer, et par røgbomber og et par tilskuere udvandret, men klart størstedelen er stadig inde på Old Trafford, skrev BBC-journalist Simon Stone på Twitter.

De fremmødte Brentford-fans bemærkede også, at den stort anlagte protest fes ud, før den begyndte.

- Hvor blev jeres protest af?, lød en gentagende smædesang fra udebaneafsnittet.

Hvorfor er fansene så sure?

Utilfredsheden med Glazer-familien - hvorfra Avram og Joel Glazer i øjeblikket deler formandsposten i Manchester United - udspringer af måden, de købte klubben på i 2005.

I sin tid betalte familien ikke direkte for overtagelsen, men foretog et stort milliardlån, som siden er betalt ned via indtægter fra klubben.

Ifølge The Guardian lød klubbens gæld per 31. december 2021 stadig på knapt 4,4 milliarder kroner. Manchester United var gældsfri, før Glazers indtog.

Ved ejerfamiliens første besøg på Old Trafford i 2005 måtte de eskorteres væk af politiet på grund af vrede fans.

Lige siden er frustrationerne kun vokset blandt støtterne, der har været vidne til en struktur, hvor man har nedbetalt det enorme lån med penge, der kunne være brugt på at styrke klubben.