Fodbold

FCM er i pokalfinalen

FC Midtjylland bookede onsdag plads i pokalfinalen, efter at holdet fik vendt 0-1 til 3-1 mod Vejle Boldklub.

FC Midtjylland bliver det ene af to hold i pokalfinalen.

Det står klart efter en 3-1-sejr på hjemmebane over Vejle Boldklub. Det første opgør var endt med en midtjysk sejr på 1-0, så forhåndsfavoritterne avancerer med 4-1 samlet.

Vejle havde ellers stor ære af opgøret, hvor de bragte sig foran efter 22 minutter. FCM fik dog udlignet kort før pausen, og i anden halvleg sikrede Anders Dreyer og Erik Sviatchenko sejren.

Bo Henriksen, FCM-træner: - Vi er sindssygt glade. Det er fedt at være i finalen, og det betyder sindssygt meget at kunne vinde et trofæ. Vi lever og ånder for at få lov til at spille den slags kampe, fordi der ikke findes noget sjovere.

I finalen venter enten OB eller SønderjyskE, der mødes torsdag aften. Her har OB en 2-1-føring med fra kamp ét.

Sådan forløb kampen

/ Ritzau

Midtjyderne tog initiativet fra kampens begyndelse og havde flere optræk til chancer.

Rigtigt farligt blev det dog ikke, og i stedet stangede forsvarsklippen Raúl Albentosa gæsterne foran 1-0. Målet faldt i kampens 22. minut efter et hjørnespark, hvor FCM-keeper David Ousted kom på mellemhånd.

Få minutter før pausen satte angriberen Junior Brumado igen midtjyderne på finalekurs ved at sætte hovedet på et indlæg.

Efter pausen havde begge hold svært ved at få spillet til at flyde, og det var først i det 73. minut, at underholdningsværdien steg betydeligt, da Anders Dreyer bankede FCM på 2-1 med et følt langskud.

Ti minutter før tid satte anfører Erik Sviatchenko tingene på plads med en hovedstødsscoring til slutresultatet 3-1.