Stjerne griner ad skeptikerne inden skæbnekamp
Real Madrid-spillerne hviler i bevidstheden om, at de er eksperter i at komme tilbage fra svære situationer inden CL-semifinalen mod Manchester City.
Hvis noget sker nok gange, kan det ikke blive ved at være et tilfælde.
Siden 1992 har Real Madrid været i Champions League-semifinalen lige så mange gange som Manchester United og Chelsea tilsammen, 15, og vinder de i aften over Manchester City, er Europas fodboldkonger i finalen for ottende gang.
- I en semifinale, hvor kamp to er i Madrid, ved man, at det aldrig er afgjort efter den første kamp. Vi er klar over, hvad de er i stand til i Champions League og den atmosfære, der er på Bernabeu. Det er et vanvittigt sted, lød det fra Citys forsvarsstjerne Ruben Dias efter englændernes 4-3-sejr i sidste uge.
Luka Modric, der har vundet Champions League med Real Madrid fire gange, er yderst fortrøstningsfuld.
- Vi tror på det. Vi tror på, vi kan vende det. Vi er klubben med flest Champions League-titler, og det betyder meget. Vi ved, hvad det kræver, hver gang vi går på banen, siger kroaten ifølge Sport.
Remontadas
Og der er noget foreneligt mellem Real Madrid og evnen til at komme tilbage. At lave comebacket - det spanske 'remontada'.
I ottendedelsfinalen vandt PSG på hjemmebane og var foran på Bernabeu. I kvartfinalen var Chelsea foran 2-0 på Bernabeu. Alligevel er det Real Madrid, der nu er en enkelt kamp fra finalen. Og det er bare i denne sæson.
Manchester City er ganske vist favoritter i aften, men hvis nogen kan trække på erfaring, selvtillid og selvforståelse i de sværeste situationer, er det Real Madrid, forklarer TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.
- For det første er det historisk set altid et godt hold. Det er jo ikke et hold, der pludselig er underdogs fem år i træk. Der er altid nogle verdensklassespillere, og når du har dem, er det bare lettere at lave det her ’remontadas’ i løbet af kampene.
- Så er der jo hele den her fortælling, som uden tvivl er selvforstærkende i Real Madrid. Der er jo noget i, hvad væggene fortæller dig, når du kommer ind som ny spiller, og der står mange store pokaler. Der er folk i klubben, der hele tiden gentager det her mantra om, at ’vi giver aldrig op’, og ’vi kan altid komme tilbage’. Og tilskuerne på Bernabeu kender jo også historien og er klar over, at det kan ske igen.
Modric: Vi er ikke heldige
Og fortællingen kommer også fra spillerne selv. Tidligere hed de største kulturbærere Fernando Hierro, Iker Casillas og Raul, så hed de Roberto Carlos, Sergio Ramos og Ronaldo, og nu hedder de Karim Benzema, Toni Kroos og Luka Modric.
- Det er dem, der tager ansvaret for, at alt kan ske. De ved, de kan komme tilbage, for de har gjort det mange gange, siger Mads Junker.
Selv i en sæson, hvor Real Madrid rent spillemæssigt ikke har været lige så skræmmende som tidligere. Men:
- Folk kan tro, hvad de vil. At nå hertil er ikke heldigt. Folk siger, de ikke forstår, hvordan vi vinder, og det får os til at grine. At slå store hold og vinde titler gør du ikke uden kvalitet, karakter, tro og alt, hvad vi har. Det gør os store, siger Luka Modric.
- City klarer den
Trods favoritværdigheden skal Manchester City passe på på Bernabeu, forklarer Mads Junker.
- Man kan forvente, at begge hold vil prøve at bevare det nuværende resultatet i begyndelsen. City er favoritter, og de var også klart bedre i første kamp, men er selvfølgelig ekstremt forsigtige med at åbne for meget op, så de får Benzema på mærkerne og vækker trykket fra lægterne.
Det er blot tredje gang, Manchester City står i en semifinale og sidste års finaledeltagelse - hvor Chelsea viste sig skarpere - var klubbens første.
- Manchester City har haft en udfordring i at komme over målstregen, og det kom de jo så i sidste sæson. Nu har de prøvet at nå helt til sidste kamp, og den erfaring må trods alt hjælpe dem til ikke være så nervøse, som jeg synes, de har været et par år i løbet af den her nye City-æra.
- Hvis de er skarpe og professionelle nok, skal de nok klare den, mener Mads Junker.