VM fodbold

Chile vil have Ecuador smidt ud af VM

Chile vil have Ecuador dømt som taber af otte kvalifikationskampe som straf for brug af ulovlig spiller.

Chile har ikke opgivet at komme til VM i fodbold, selv om man med en skuffende syvendeplads i den sydamerikanske kvalifikation ikke har gjort sig fortjent til det på banen.

Chilenerne kræver nemlig, at Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) fratager Ecuador VM-billetten, fordi ecuadorianerne efter Chiles opfattelse benyttede en ulovlig spiller i otte kvalifikationskampe.

Det oplyser det chilenske fodboldforbund i en meddelelse.

Klagen drejer sig om spilleren Byron Castillo, som chilenerne mener at have bevis for er født i Colombia og ikke i Ecuador.

Han skulle også være tre år ældre, end det er angivet i de papirer, som Ecuador har brugt til at bekræfte hans identitet.

- Der er utallige beviser på, at spilleren er født i Colombia i byen Tumaco 25. juli 1995 og ikke 10. november 1998 i den ecuadorianske by General Villamil Playas, skriver forbundet.

Håbet er, at FIFA's disciplinærkomité vil dømme Ecuador som taber i de otte kampe, Castillo deltog i.

Det ecuadorianske fodboldforbund afviser kategorisk, at Byron Castillo er alt andet end ecuadorianer.

FIFA bekræfter at have modtaget klagen

Ecuador sluttede VM-kvalifikationen som nummer fire og kvalificerede sig direkte sammen med Brasilien, Argentina og Uruguay.

Peru, der blev nummer fem, får en ekstra chance i playoff, mens Chile altså sluttede helt nede som nummer syv fem point efter Peru.

Bliver Ecuador taberdømt i de otte kampe, bliver der imidlertid vendt op og ned på det hele.

Så vil Chile nemlig få tildelt fem point ekstra, mens hverken Peru eller nummer seks, Colombia, står til at få ekstra point. I så fald vil Chile overhale Peru, Colombia og Ecuador og stryge op på fjerdepladsen.

FIFA bekræfter over for New York Times, at forbundet har modtaget klagen, men har ingen kommentarer til sagen.