Fodbold

Ikonisk trøje bliver solgt - symbolet på noget, de fleste fans afskyr

Trøjen bag det største Premier League-drama til dato skal på auktion i slutningen af måneden.

Man skal nærmest have lommer så dybe som en oliesheik, hvis man vil lægge et bud på den lyseblå trøje nummer 16, der forventes at ryge på auktion i slutningen af maj.

Trøjen, med navnet 'Kun Aguero' på ryggen, har da også en helt speciel plads i Premier League-historien.

For Manchester City-fans svarer den til guldhornene, mens naboerne fra Manchester United ser den som en krænkelse af alt, hvad der er godt.

I dag er det ti år siden, at trøjen var i kamp. Den dag, hvor håbet, fodboldens store dræber, tog sig god tid med at finde sig til rette på Etihad.

Efter ordinær spilletid havde hjemmeholdets fans overværet 45 minutters tragedie, med hele verden som vidner, knap en halvleg i overtal mod et hold under nedrykningsstregen. Udsigten til at smide mesterskabet direkte i favnen på naboerne fra Manchester United var få minutter væk.

Håbet kom, da Eden Dzeko efter 91. minutter og 15 sekunder steg til vejrs blandt venner og Queens Park Rangers-spillere og gjorde det til 2-2.

Samtidig forsøgte detroniserede fans at kravle tilbage på stadion, ind over murene, som de havde forladt i ren affekt.

Sidste spilledag, sidste udkald. 13. maj, 2012.

Det måtte jo ske.

Efter 44 år uden et mesterskab, 23 forskellige managers, fem ned- og oprykninger, skulle det naturligvis ende barbarisk for de lyseblå, der knugede hinanden, halstørklæderne og logoet, indtil øjeblikket, hvor klubben fik sig en ny fortælling.

93 minutter og 20 sekunder.

En væver argentiner, et lille træk, vrist til læder. The rest is history.

Et ikonisk Premier League-mål, sågar i Fergie-time, ledsaget af det, der på sekunder blev et lige så ikonisk udbrud for alle, der så med hjemmefra.

’Agueroooo’.

Det var et af de øjeblikke, hvor børn svæver på skuldrene af grædende fædre. Uhæmmet lykke for disciplene, som Peter Drury i sin tv-kommentering retorisk fik udlagt således:

‘Where does football go from here?’

Vildere bliver det ikke.

Glemmer det aldrig

10 år og 15 titler senere har hverdagen indfundet sig i den blå del af Manchester.

Selvforståelsen har, med god grund, flyttet sig, og mens Manchester City cruiser mod endnu mere hjemlig hæder, så famler naboerne fra United rundt i blinde.

Mesterskaber er nu noget, man budgetterer med, ikke drømmer om.

Den kombination af storhed og fald var ikke på mange bookmakeres liste, da danske Rasmus O. Andersen ved en tilfældighed kastede sin kærlighed på Manchester City i 1998.

Billederne af 15.000 City-fans i tårer efter nedrykningen til landets tredjebedste række var nok til skabe et bånd, der kulminerede 14 år senere, da han selv stod på Etihad og så Sergio Aguero skrive historie.

Ren jublende, fodboldidiotisk lykke.

- Jeg glemmer aldrig den dag.

- Det er den mest sindssyge kamp og oplevelse. Jeg havde været fan i så mange år og var altid blevet hånet for det. Set ned på og drillet, og pludselig stod man der. Det var helt surrealistisk.

Det eneste, Rasmus O. Andersen fortryder, er, at han havde anskaffet sig en billet, som gjorde det umuligt at storme banen efter sidste slutfløjt.

Den slags jubeludbrud har han dog haft rigeligt med muligheder for at forlyste sig med siden da.

Skal stadig forsvare sig

For mens spørgsmålet ’where does football go from here?’ ti år senere stadig hænger i luften som responsen til det ultimative drama, så er fodbolden i det østlige Manchester marcheret videre.

Seneste fem Premier League-vindere

2016-2017: Chelsea

2017-2018: Manchester City

2018-2019: Manchester City

2019-2020: Liverpool

2020-2021: Manchester City

 

Oliepumperne gav vinger, da Sheik Mansour i 2008 overtog ejerskabet af en klub i krise, og siden det 93. minut den 13. maj i 2012 er titlerne væltet ind.

Med Pep Guardiola som frontmand har kapgængerne fra Manchester City siden 2016 holdt sig til i top to.

Kombinerer man den slags succes med kontroverserne omkring ejerskabet og det laissez-faire forhold til Financial Fair Play, så har man ingredienserne, som gør de lyseblå lette at hade for fans i andre lejre.

Som Pep Guardiola ikke så lidt frådende udlagde det i sidste uge.

- Alle i det her land ønsker, at Liverpool vinder ligaen. Også medierne.

Og netop det er årsagen til, at man som Manchester City-fan stadig skal forsvare, hvorfor man troligt følger med, siger Rasmus O. Andersen.

Især efter de seneste ti år.

- Det er ofte den første antagelse, at man er kommet til efter pengene. Man skal altid være i forsvarsposition. Det er man vant til, selv om det er trættende.

- Det er min klub, og det var det også før, og man skifter ikke bare, fordi de får penge. Hvis ens forældre vinder ti millioner, så skifter man heller ikke dem ud. Jeg elsker min klub uanset hvad, siger Rasmus O. Andersen.

Forskel på mesterskaber

Og nu står de der igen, som de gjorde i 2012.

I et titelræs, som meget vel skal afgøres på sidste spilledag. Denne gang mod et andet hold i rødt, i en helt anden æra.

Med udsigten til at klodens varmeste nordmand, Erling Haaland, fra næste sæson slutter sig til Manchester City er det svært at se, hvordan pilen nogensinde skal komme til at pege nedad for de lyseblå.

Den slags bliver trods alt ikke trættende, når man som fan har udstået de rædderlige elevatorår, og nu er fast forhåndsfavorit til at vinde Premier League.

Men forbandelsen ved at vinde, og ikke blot drømme om at overleve, er dog en, som Rasmus O. Andersen mærker. Man vænner sig nemt til den slags forårssysler.

- Der er forskel på mesterskaber. Jo dårligere, de andre hold er, jo mindre sjovt er det. Lige nu er hver kamp en finale, og så er det sjovt. Al sport handler om spænding. Jeg er ikke mindre glad for at vinde, men der skal være spænding om det. Og jeg bider negle i de sidste kampe.

Vil gerne have flueben ved CL

Ti år er der gået, siden Rasmus O. Andersen stod blandt ligesindede og lyttede til lommeradio fra Sunderland, mens Mario Balotelli, med sin eneste assist i sæsonen, spillede Sergio Aguero fri.

I mellemtiden er jagten på Champions League-trofæet gentagne gange slået fejl. Senest i Madrid, hvor Manchester City med to overtidsscoringer mod sig måtte lide samme skæbne, som de selv nød godt af den 13. maj i 2012.

Jagten på pokalen med de store ører, bukken over enhver fodboldklubs kamin, fortsætter dog ufortrødent, så længe lommerne er dybe nok.

Forventningerne hos Rasmus O. Andersen, der har været med siden den tredjebedste række, er i hvert fald blevet justeret siden da.

Selv om det handler om at nyde det, så kan man som fan ikke se sig fri for de luksusproblemer, der følger med, når man vinder.

- Man ved ikke, hvornår eventyret slutter. Pludselig kan det være forbi, så jeg nyder det lige så længe, det varer. Det kan være slut i morgen. I 2012 var det fantastisk, det var det også i 2014, da Steven Gerrard gled.

- I 99 ud af 100 tilfælde vil jeg hellere vinde Premier League, men jeg vil gerne sætte flueben ved Champions League, så skal man ikke høre for det mere.

Ak ja, hvad ti år ikke kan gøre ved en klub.