Fodbold

FCK-selskab opjusterer

Parken Sport & Entertainment har opjusteret sit overskud i 2022 med 45 millioner kroner.

Det er gået bedre end forventet kommercielt både i FC København (FCK) og Lalandia de første tre måneder af 2022. Det har ført til ændrede resultatforventninger til 2022 i Parken Sport & Entertainment.

Det meddeler selskabet bag FCK i en selskabsmeddelelse torsdag.

Forventningen til omsætningen i 2022 er hævet med 25 millioner kroner, så den forventes at lande i niveauet 925 til 975 millioner kroner.

Overskuddet er opjusteret med 45 millioner kroner i forhold til tidligere, så den forventes at ende på mellem 100 og 125 millioner kroner før skat.

- Ændringen foretages med baggrund i de realiserede resultater for de første tre måneder af 2022, herunder som følge af flere gæster i Lalandia, samt forventningerne til den resterende del af året, skriver Parken Sport & Entertainment.

Det er fortsat en forudsætning, at FCK i næste sæson spiller i Europa Leagues gruppespil.

FCK tæt på europæisk gruppespil

Dette blev en meget realistisk mulighed i løbet af denne uge, hvor Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) udelukkede russiske hold fra sine klubturneringer i næste sæson.

Den kommende danske mester er således sikker på at træde ind i Champions League-kvalifikationens playoffrunde i stedet for tredje kvalifikationsrunde.

Dermed er deltagelse i gruppespillet i Europa League garanteret, hvis kvalifikationen til Champions League skulle mislykkes.

Med fire runder tilbage af Superligaens Mesterskabsspil har FCK et forspring på tre point til FC Midtjylland og en klart bedre målscore end midtjyderne.

Nummer to i Superligaen træder også ind i Champions League-kvalifikationen og kan sikre mindst Europa League-gruppespil med en samlet sejr i sit første dobbeltopgør.

FC København vil her givetvis være seedet.