Lindstrøm om finale: - Må spille med ét ben. Jeg skal spille den finale

Jesper Lindstrøm var skadet, da hans holdkammerater i Eintracht Frankfurt spillede sig i Europa League-finalen efter sejr over West Ham.

En europæisk finale i sin første sæson i udlandet. Det lyder ikke helt tosset, og det er fakta for Jesper Lindstrøm, der skiftede Brøndby ud med Eintracht Frankfurt i sommer.

Efter at danskeren ikke kom på banen i returopgøret mod West Ham, hvor holdkammeraterne sikrede en plads i Europa League-finalen, er beskeden klar fra ham.

- Jeg er forhåbentligt klar til den finale, ellers må jeg spille med ét ben. Jeg skal spille den finale. Jeg gør alt, der står i min magt for at spille, sagde Jesper Lindstrøm til TV 2 SPORT efter kampen torsdag aften.

Kortene blev holdt tæt til kroppen i Frankfurt-lejren i dagene op til returopgøret mod engelske West Ham. Lindstrøm måtte udgå med en skade efter en times spil i det første opgør i London, men han pressede selv på for at komme på banen i aftes.

- Det var lidt oppe at vende, om jeg skulle spille eller ej. Jeg sagde, at jeg gerne ville spille selv, for det er jo ikke hver dag, man har muligheden for at spille en semifinale i europæisk fodbold.

”Det er jo vanvittigt”

Man skal ikke mange år tilbage for at se Jesper Lindstrøm folde sig ud på Brøndby IF’s U19-hold. Tre år senere kan han skrive dansk mester med sin hjerteklub, Brøndby IF, og nu også en europæisk finale med Eintracht Frankfurt på CV’et. Lindstrøms kometkarriere er et godt billede på, hvor hurtigt det kan gå i fodbold.

- Det er jo vanvittigt. Hvis man kigger tre år tilbage, rendte jeg rundt på U19 og vidste ikke, hvad der ville komme til at ske. Nu har jeg et dansk mesterskab og en finale i Europa League, som jeg gør alt for at blive klar til, så jeg kan komme ind og vise, at jeg også kan være en del af det.

Og Lindstrøm har netop været en stor del af den imponerende fremmarch, som Frankfurt har begivet sig ud på i Europa, hvor FC Barcelona undervejs også måtte kapitulere, da Frankfurt – som fodboldhold og by, indtog den catalanske hovedstad.

- Jeg er stolt af gutterne. Det er vildt, hvis man kigger på de hold, vi har spillet op imod. Det er ikke for sjov, det er sgu stort.

Jesper Lindstrøm sad ude med en skade, da Frankfurt spillede sig i Europa League-finalen.

Ukendt modstander venter i finalen

Mens styrkeforholdet mellem Frankfurt og West Ham var ganske jævnbyrdigt, var Bundesliga-rivalerne fra RB Leipzig store favoritter i den anden Europa League-semifinale, hvor de mødte Rangers, som Brøndby også krydsede klinger med i gruppespillet.

Rangers leverede dog en overraskelse, da de slog RB Leipzig 3-1 på mægtige Ibrox i returopgøret. Dermed udebliver det mulige Bundesliga-brag i Europa League-finalen – hvilket dog ikke gør Lindstrøm det store.

- Det bliver fedt at spille mod et hold, der ikke er i Bundesligaen, da vi spiller imod hinanden så tit. For fansene er det måske også sjovere.

- Lige meget hvem det havde været, bliver det jo vanvittigt. Det er noget, alle drømmer om, og at stå her som 22-årig og kunne sige, at man skal i en Europa League-finale om et par uger, det er sgu fedt.

Sidst Rangers og Frankfurt mødte hinanden var i semifinalen i Mesterholdenes Europa Cup i 1960. Her vandt Frankfurt 12-4 samlet efter to opgør.

Europa League-finalen spilles i år i Sevilla d. 18. maj.