Fodbold

Barca går mod Atlético: - Det er et tegn på respekt

Æresport eller ej? Det er blevet et stort spørgsmål i Spanien, efter Real Madrid vandt det spanske mesterskab.

Se Barcelona hylde pokalvinderne fra Betis lørdag klokken 21.00 på TV 2 SPORT.

Indsatsen er minimal, men betydningen er enorm, og derfor er begrebet æresport blevet debatteret flittigt i spansk fodbold.

Skal mesterholdet og pokalvinderen hyldes af modstanderen, eller skal de bare gå på banen som normalt?

Det er klubberne langt fra enige om. Atlético Madrid nægtede i sidste weekend at hylde Real Madrid som suveræn vinder af LaLiga, men det var ifølge Barcelonas træner Xavi Hernandez en fejl.

Han mener, vinderne skal hyldes, og derfor har han tænkt sig at lade Barcelona-spillerne danne en æresport, når Real Betis går ind til den første hjemmekamp efter pokaltriumfen sidst i april.

- Det er et tegn på respekt. Betis fortjener det – vi spillede også med i Copa del Rey, og Betis vandt, siger Xavi ifølge Mundo Deportivo.

- Man skal vise respekt og god opførsel over for fansene. Ikke at vise det til børn ville være en fejl. Vi talte om det i omklædningsrummet i onsdags, og spillerne er enige, tilføjer træneren.

Kæmper for CL-pladser

Real Betis og Barcelona mødes lørdag klokken 21. Efter seancen med æresporten spiller de om tre vigtige point for begge mandskaber.

Betis banker nemlig på til en plads i top-fire, der giver adgang til Champions Leauge. Samtidig kan Barcelona sikre netop en plads i top-fire, hvis det ender med en sejr over Betis i fjerdesidste spillerunde.