Fodbold

Barca sikrer vital sejr med drømmetræf i sidste sekund

Barcelona sikrede sig med Jordi Albas sene kanonkasse en 2-1-sejr over Betis og dermed en plads i topfire.

Barcelona har taget et stort skridt mod at sikre andenpladsen i LaLiga.

På en scoring fra Jordi Alba i de allersidste sekunder af den svære udekamp mod Real Betis formåede catalanerne at gå fra banen med tre point i bagagen.

Dermed har de nu fem point ned til Sevilla på tredjepladsen, og selvom Barcelona har spillet en kamp mere, ser det unægteligt godt ud.

Begge mandskaber mangler tre kampe i den bedste spanske række, hvor Real Madrid har sikret sig mesterskabet.

Store chancer i første halvleg

Barcelona hyldede, lige før opgøret blev skudt i gang, Betis med en æresport efter holdets triumf i Copa del Rey-finalen mod Valencia for to uger siden.

Men på banen var der ikke mange varme følelser mellem duellanterne, der begge bød godt ind med chancer hele opgøret igennem.

Begge ramte træværket i første halvleg og havde flere store chancer i anden halvleg, inden det indskiftede stortalent Ansu Fati efter 75 minutter lidt heldigt bragte Barcelona foran 1-0 med et afrettet forsøg.

På et hjørnespark fik Araujo et godt træf på bolden med panden. Video: TV 2 SPORT

Blot en lille håndfuld minutter senere headede den tidligere Barcelona-spiller Marc Bartra hjemmeholdet på 1-1. Betis var også bedst i den følgende periode.

Men i overtiden sikrede den rutinerede venstreback Jordi Alba Barcelona sejren med et brag af en afslutning.

- Sikke en afslutning. Nej, hvor et mål. Hold nu op, sagde ekspert Morten Bruun under kommenteringen.