Fodbold

Eriksen og Brentford millimeter fra overlevelse

Brentford er reelt sikret overlevelse efter en 3-0-sejr over Southampton.

Danskerklubben Brentford spillede sig lørdag til en vigtig 3-0-sejr over Southampton på hjemmebane og sikrede sig i praksis en ny sæson i Premier League.

Christian Eriksen strøede om sig med chanceskabende pasninger og gode dødbolde opgøret igennem og blev ligesom midtbanemakkeren Christian Nørgaard noteret for en assist.

Med sejren er Brentford reelt sikret overlevelse i Premier League med sine 43 point for 36 kampe.

Kun i den allervildeste teori kan Thomas Franks tropper ende under stregen. En stribe hold skal således overhale Brentford.

Et af dem er Burnley, der er ni point efter Brentford med tre kampe tilbage på sit program efter et 1-3-nederlag til Aston Villa lørdag.

Brentford, der stillede med Mads Bech Sørensen i forsvaret og en midtbane med både Eriksen, Nørgaard og Mathias Jensen, fik en drømmestart på sit opgør mod Southampton.

Efter 13 minutter tog angriberen Ivan Toney et hjørnespark fra Eriksen ned og assisterede den svenske stopper Pontus Janssons forholdsvis nemme 1-0-scoring fra tæt hold.

Et minut senere førte Eriksen an i en omstilling og blev tacklet, inden angriberen Yoane Wissa opsnappede den løse bold og øgede til 2-0.

Southampton havde bolden en del i et livlig opgør, men ud over en annulleret scoring kom bolden aldrig i Brentfords net.