Fodbold

Tager skylden for dyrt pointtab mod Brøndby

FCK blev reduceret til ti mand i slutningen af kampen mod Brøndby. I tillægstiden udlignede Brøndby til resultatet 1-1.

Én FCK-spiller var mere end skuffet efter derbyet mod Brøndby. Hollandske Kevin Diks havde også skyldfølelse.

Med få minutter tilbage af kampen modtog han sit andet gule kort. På det tidspunkt var FCK foran 1-0, men en håndfuld minutter senere - i dommerens tillægstid - udlignede Brøndby til resultatet 1-1.

- Vi tabte to point. Jeg lavede en dum fejl ved at få det andet gule kort, siger Kevin Diks til TV3 Sport.

- Vi formåede ikke at holde nullet. Det har noget med mit røde kort at gøre, så skylden er min.

Før kampen i Brøndby søndag havde FCK et forspring på tre point til FC Midtjylland på andenpladsen.

Men fordi FCK satte point til, og midtjyderne søndag aften vandt 2-1 over AaB i Aalborg, er afstanden mellem de to guldaspiranter nu bare et point.

Der er tre spillerunder tilbage af Superligaens mesterskabsspil.

FCK mangler Silkeborg hjemme, Randers ude og AaB hjemme. FCM mangler Brøndby hjemme, Silkeborg ude og Randers hjemme.