Fodbold

Ibrahimovics ord gjorde indtryk på cheftræner

AC Milans svenske stjernespiller Zlatan Ibrahimovic motiverede søndag sine holdkammerater inden udekampen mod Hellas Verona.

Zlatan Ibrahimovic ved, hvad der skal til for at vinde.

Han ved også, at når han snakker, bliver der lyttet.

Så det var næppe tilfældigt, at den langlemmede svensker søndag åbnede munden og talte til sine holdkammerater inden udekampen mod Hellas Verona.

AC Milans cheftræner, Stefano Pioli, fortalte efter kampen, at Ibrahimovic med nogle særdeles velvalgte ord forsøgte at gøre det klart, hvad der egentlig er på spil i øjeblikket for milaneserne.

- Ibrahimovic sagde noget smukt: "Alle husker de Milan-spillere, der har vundet Scudettoen (Serie A-titlen) eller Champions League, så hvis vi vil huskes, har vi tre kampe til at blive det, sagde Pioli ifølge Football-Italia.

Noget kunne tyde på, at det hjalp. AC Milan vandt med 3-1, og med kun to kampe tilbage af sæsonen fører de med to point ned til lokalrivalerne fra Inter.

Advarer mod at tænke for langt frem

Hvis den rød-sorte del af Milano sikrer sig det italienske mesterskab, vil det være første gang siden 2011.

Men selvom den helt store triumf i dén grad er inden for rækkevidde, kan meget stadig nå at gå galt. Milaneserne ved da også, at intet er afgjort, før matematikken siger det.

- Vi må ikke tænke på fremtiden, kun nutiden. Vi skal ikke tænke på, hvad der vil ske, hvis de (Inter, red.) spiller uafgjort, eller hvis vi vinder. Det vil ikke bringe os langt. Vi skal fokusere på det øjeblik, vi er i nu, siger forsvarsspilleren Alessandro Florenzi.

AC Milan har to ligakampe tilbage. I weekenden skal traditionsklubben møde Atalanta på hjemmebane, inden de runde sæsonen af med en udekamp mod Sassuolo. Inter, de forsvarende mestre, mangler fortsat at møde Cagliari og Sampdoria.

Får AC Milan i alt fire point, er mesterskabet afgjort.