De skal skifte klub, hvis de vil med til VM
TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft sætter flere landsholdsspillere under lup.
Om præcis 14 dage udtager Kasper Hjulmand truppen til Nations League-kampene mod Frankrig, to gange Østrig og Kroatien. Formentlig får vi navnene på 26 spillere, da landsholdet skal spille fire kampe på ti dage. En lille slutrundeforsmag.
Denne gang er der flere hovedbrud for landstræneren end normalt. For mange - alt for mange - af dem, der ofte har været med hos Hjulmand, er om ikke i bad standing så dog langt fra faste i deres respektive klubber. Og det betyder, at det kan fastslås, at finder de ikke vej til regelmæssig spilletid i deres nuværende klubber, må de se sig om efter nye arbejdsgivere.
Altså er klubskifte en mere farbar vej til truppen, der skal til VM i Qatar.
Vi - og Hjulmand - ved, hvem der er sikre i trupperne her og nu, og når vi taler VM. Anfører Simon Kjær bliver ikke klar i denne omgang, men meget skal gå galt, hvis han ikke bærer armbindet i efteråret.
Men der er flere spillere, der har noget udestående med hensyn til fast spilletid. Daniel Wass har spillet 45 minutter siden skiftet til Atlético Madrid. I sin første kamp under Diego Simeone blev han skadet i slutningen af 1. halvleg mod FC Barcelona, og billedet af en yderst engageret træner, der skreg og råbte på sidelinjen med 'krav' om, at Wass skulle fortsætte, selv om han lå ned i smerte, står stadig tydeligt. Siden har danskeren ikke været med - det var 6. februar.
Jens Stryger Larsen spillede sin seneste kamp 12. november sidste år. Det var for landsholdet mod Færøerne. Udinese har ikke gjort brug af ham overhovedet siden 31. oktober. Hans skifte er annonceret for længst, men uden nyt klubnavn.
Joakim Mæhle er ikke længere førstevalg i Atalanta, og her rygtes allerede nu et klubskifte med interessenter i den engelske Premier League som en mulighed. Han var ganske vist med mod Spezia i weekenden, men er ellers ikke først på holdkortet.
Jannik Vestergaard har spillet ét minut i Premier League for Leicester siden 23. januar og er end ikke i truppen for tiden. Han fik fuld spilletid i de to Conference League-kampe mod Randers, men i Leicesters sidste fire europæiske kampe i sæsonen sad han på bænken.
Martin Braithwaite har været igennem en fortvivlende sæson i FC Barcelona. Kaos på mange niveauer i klubben, og Braithwaite selv blev alvorligt skadet allerede 29. august. Siden er det blevet til ti minutter mod Osasuna 13. marts, og ellers har den stået på corona og bænken og klart signaleret fra træner Xavi, at der er langt til spilletid.
Kasper Dolberg er inde og ude af startopstillingen i Nice, men endnu værre er den kritik, der er kommet - ikke kun udefra, men også internt og offentligt. De franske aviser, inklusive sportsavisen L'Équipe, var hårde ved Dolberg efter den tabte pokalfinale i weekenden, men tidligere har hans klubtræner Christophe Galtier være langt fremme med skarpe stikninger til danskerens attitude, og også tidligere spillere i klubben har været hårde ved Dolberg. Målmæssigt er det gået i stå for ham i Cotes d'Azur-klubben - i ligaen har han ikke scoret siden 14. januar.
Jacob Bruun Larsen, der blev brugt af Hjulmand fra start mod Skotland i efteråret og kom ind i de to landskampe i marts, har spillet to kampe fra start i Hoffenheim siden oktober sidste år. Det bliver til spilleminutter, men ikke mange. 12 af slagsen i weekenden mod Bayer Leverkusen.
Og så tager jeg lige Mohamed Daramy med, som Hjulmand brugte i fire landskampe i efteråret 2021, men som stadig er i 'skolealderen' i hollandske Ajax. Han fik 20 minutter mod AZ i weekenden, men ellers har den heddet bænken siden 28. november sidste år bortset fra fire minutter mod Fortuna Sittard.
Ovennævnte spiller ikke kun for en plads på deres respektive klubhold, men også for en plads i VM-truppen, som er det største mål for dem alle. Det kræver et klubskifte for de fleste af dem, hvis de skal gøre sig forhåbninger om en tur til Qatar.
I første omgang Nations League-truppen 24. maj. Mon ikke, at vi ser Mæhle (selvfølgelig) og Dolberg. Resten kommer med alt for få minutter i benene.