Fodbold

FCK-stjerner uenige om at heppe på Brøndby

Brøndby kan give FCK en hjælpende hånd i guldkampen, men anfører Nicolai Boilesen vil ikke heppe på rivalerne.

FC København kunne fejre tre tiltrængte point, da det onsdag aften blev til en 2-1-sejr over Silkeborg i 3F Superligaen.

Københavnerne har dermed fire point ned til FC Midtjylland på andenpladsen, som møder Brøndby torsdag aften.

Men selv om en Brøndby-sejr vil hjælpe FCK, er anfører Nicolai Boilesen ikke meget for at heppe på rivalerne.

- Jeg hepper aldrig rigtigt på Brøndby. Som jeg har sagt tidligere, tænker jeg ikke over de andre kampe, når vi har serveretten selv.

- Jeg følger selvfølgelig med i, hvad FCM gør, men ud over det bruger jeg ikke noget energi på det. Jeg tænker på, at vi forhåbentligt selv kan afgøre det, så vi kan vinde mesterskabet, udtaler Boilesen.

Falk holder med Brøndby

Holdningen er dog en anden hos midtbanekreatøren Rasmus Falk, som meget gerne vil have tre point til Brøndby.

- Jeg holder med Brøndby, det er der ingen tvivl om. Jeg kommer nok ikke til at se kampen, da jeg ikke har kontrol over det, men alt det, som er godt for FCK, holder jeg med.

- Hvis det betyder, at Brøndby skal vinde, tager jeg selvfølgelig den. Men jeg vil sige det sådan, at jeg ikke ville bytte plads med FCM, da det er sjovere, at vi selv kan afgøre det.

- Vi ligger bedre nu, så jeg er fortrøstningsfuld for, at vi kan hive guldet hjem, lyder det fra Falk.

Silkeborgs højre back Rasmus Carstensen har nu både mødt FCK og FC Midtjylland, og han har en klar favorit til guldet.

- FCK tog et godt skridt med en sejr over os, så jeg ser dem som stærke favoritter.

- Jeg håber da også på, at FCK vinder, da jeg jo er Silkeborg-dreng, og vi holder ikke med FCM.

FC København har to kampe tilbage af sæsonen, hvor de på søndag skal op imod Randers FC på udebane.