Fodbold

Historisk medalje og nedrykning på spil i dramatisk runde

Sønderjyske og Vejle kan rykke ned, og Silkeborg kan sikre historisk bronzemedalje som oprykker. Blive klogere på denne Superliga-runde.

Onsdag aften klokken 18 skydes Superligaens 30. runde i gang.

Sæsonen lakker mod enden, og det betyder også, at medaljerne og nedrykningspladserne så småt skal uddeles. Her er scenarierne for denne Superliga-runde, der afvikles onsdag og torsdag.

Sønderjyske kan rykke ned

Traditionsklubben Sønderjyske, som de efterhånden vel godt kan tåle at blive kaldt, kan onsdag aften rykke ned i 1. division.

Det kan de, når de møder FC Nordsjælland i Haderslev. Her vil sønderjyderne rykke ned i landets næstbedste række, såfremt de IKKE vinder kampen.

Nederlag eller uafgjort vil nemlig betyde, at de vil have minimum syv point op til AGF over nedrykningsstregen, hvilket de ikke vil kunne indhente på de sidste to kampe.

Sønderjyske har været fast inventar i Superligaen siden oprykningen i 2008, og det er siden da blevet til DM-sølv i 2016 samt Europa League-deltagelse i 16/17- og 20/21-sæsonen.

Kampen fløjtes op klokken 18 og kan følges i en liveblog her på sport.tv2.dk.

Oprykker kan snuppe medalje

Silkeborg, der rykkede op i Superligaen i denne sæson, har taget hele ligaen med storm.

Med fodboldspil, der tryllebinder alle objektive seere og tilskuere, har Kent Nielsens tropper spillet sig selv i en imponerende situation.

De kan nemlig med en sejr over FCK onsdag aften klokken 20 sikre sig en bronzemedalje, hvis AaB ikke vinder over Randers onsdag aften klokken 18.

Silkeborg vil med en sejr spille sig på 52 point, og det kan AaB kun hente i de sidste to runder, hvis de vinder over Randers onsdag aften.

En Silkeborg-medalje vil være klubbens første DM-medalje siden bronzen i 2001.

FCK kan smide teten

I samme opgør, kampen mellem FCK og Silkeborg, er der også meget på spil hos hjemmeholdet.

FCK, der for et par runder siden førte med ni point ned til FC Midtjylland på andenpladsen, har således mistet otte point i det forspring. Hvis FCK IKKE vinder kampen, vil de smide fordelen over i hænderne på FC Midtjylland.

Midtjyderne vil i så fald selv kunne afgøre mesterskabet i de sidste tre kampe.

Følg FCK - Silkeborg onsdag aften klokken 20.00 i en liveblog her på sport.tv2.dk.

Vejle kan også rykke ned

Torsdag aften spilles der også tre kampe i Superligaen.

Her er opgøret mellem Vejle og AGF mest interessant, da førstnævnte kan ende med at rykke ned.

Inden opgøret er der seks point mellem de to hold, og AGF vil med en sejr i Nørreskoven sende Vejle ned i landets næstbedste række.

Uafgjort vil ikke matematisk sende Vejle ned, men praktisk vil det. Vejle har således en målscore på -30 mål, mens AGF's er på -10 mål. Og Vejle henter ikke 20 mål og seks point på AGF i de sidste to runder, må man antage.

OB og FCM jagter vigtige sejre

Tordsag aften får OB besøg af Viborg. Fynboerne kan med en sejr overhale viborgenserne på 7.-pladsen, der vil sikre en playoff-kamp om europæisk deltagelse.

Så der er meget på spil mellem de direkte duellanter torsdag i Odense, selvom kampen ikke definitivt vil afgøre noget. Det bliver efter alt at tyde først afgjort til allersidst.

Torsdag aften klokken 20 får FCM besøg af Brøndby, og her skal ulvene fra Herning uden tvivl bruge tre point, hvis drømmen om et DM-guld skal bevares.

Begge disse kampe kan også følges i en liveblog her på sport.tv2.dk.