Fodbold

Millionbeløb på vej til Haalands barndomsklub

Der er økonomisk gevinst for andre end Dortmund, efter at klubben har solgt Erling Haaland til Manchester City. Også norske Bryne har gavn af det.

Når det regner med millioner på Borussia Dortmund efter salget af Erling Haaland, så drypper det også på Bryne FK.

For det var i den lille klub i den sydvestlige del af Norge, at den norske stjerneangriber begyndte at spille organiseret fodbold som dreng.

Og som det efterhånden hører sig til i sporten, så tilfalder en mindre procentdel af transfersummen spillerens barndomsklub. I dette tilfælde Bryne FK.

Ifølge norsk TV 2 får den norske 1. divisionsklub 1,6 procent af beløbet, som Manchester City skal betale Borussia Dortmund. Ud fra tv-stationens oplysninger om Haalands salgspris, så svarer det til lige over syv millioner danske kroner til Bryne FK.

- Vi har en pæn og anstændig økonomi i forvejen, men vi vil nu investere endnu mere i faciliteter, baner og generel udvikling af klubben, siger Bryne-lederen, Hans Øyvind Sagen, der er meget stolt over, at klubbens største navn nogensinde skifter til verdens største liga til sommer:

- Jeg får kuldegysninger. Fantastisk, at en dreng fra Bryne har nået det stadie i sin karriere. Det er først og fremmest en stor dag for Erling. Men for Bryne er det også meget stort og fantastisk, siger Hans Øyvind Sagen til norsk TV 2.

Nøglen til Champions League

Erling Haalands karriere er eksploderet de senere år. I 2017 tog han fra Bryne videre til Molde, men to år senere rejste nordmanden udlands.

Østrigske Salzburg havde glæde af angriberen i halvanden sæson, hvor Haaland scorede 29 gange i 27 opgør. Derefter rykkede han til Dortmund, hvor han i skrivende stund har præsteret 85 mål i 88 kampe for tyskerne.

Nu er det så Manchester City, der håber at få spandevis af scoringer fra Haalands fødder og blonde pandebrask. Og meget gerne i Champions League, som klubben nu igen har spenderet hundredevis af millioner kroner på at vinde.

- Det er kæmpestort for Manchester City at få Haaland. Det er den profil, de har manglet. De vil vinde Champions League, og med Haaland i folden vil de have endnu større chancer i næste sæson, siger fodboldekspert Jonas Hebo og fortsætter:

- Hvis Manchester City vinder Champions League, vil man kigge tilbage og sige: "Det var ham, der var den manglende brik i puslespillet".

På A-landsholdet har Erling Haaland indtil videre spillet 17 landskampe med 15 mål til følge.