Fodbold

De Bruyne med særlig hilsen til kommende holdkammerat

Manchester City-spilleren lavede speciel jubelscene, der ligner den måde, som Erling Haaland tidligere har fejret sine mål.

Kevin De Bruyne var i overdådigt spillehumør i onsdagens Premier League-kamp mod Wolverhampton og scorede hele fire ud af Manchester Citys fem mål.

Særligt fejring af målet til 3-1 har skabt opmærksomhed. For belgieren sendte en skjult hilsen til sin kommende holdkammerat – den norske angriber Erling Haaland.

Midtbanespilleren scorede hattrick på blot 24 minutter, og belgieren fejrede sin tredje scoring på speciel manér.

De Bruyne løb ud mod hjørneflaget og jublede ved at strække hænderne ud til siden og samle tommel- og pegefinger på begge hænder i en form for meditativ positur.

Den specielle fejring bringer minder frem om Erling Haalands karakteristiske og meget specielle måde at fejre sine scoringer på, som nordmanden flere gange har vist.

Dortmund-angriberen fejrede sin scoring netop på denne måde, da han i Champions League-opgøret mod Paris Saint-Germain i februar 2020 satte sig ned og lavede en tilsvarende, nærmest meditativ jubelscene.

Den anerkendte transferjournalist Fabrizio Romano var ikke sen til at se forbindelsen mellem de to stjernespilleres jubelscener.

Klubber enige om skifte

Manchester City og Dortmund blev i denne uge enige om en handel med Erling Haaland.

Begge klubber har bekræftet skiftet, som ventes at træde i kraft fra 1. juli 2022.

Det kræver dog, at den 21-årige nordmand kan blive enige med Manchester City om sine personlige vilkår.