Fodbold

FC Midtjylland smider sejren i overtiden mod Brøndby

FC Midtjylland smed sejren dybt inde i overtiden mod Brøndby I Superligaens mesterskabsspil torsdag aften og måtte nøjes med 2-2.

FC Midtjyllands mesterskabsdrømme led et stort knæk torsdag aften, da Bo Henriksens mandskab indkasserede en udligning mod Brøndby IF dybt inde i kampens overtid.

Dermed har midtjyderne nu tre point op til FC København på Superligaens førsteplads inden de sidste to spillerunder.

FCM var ellers på vej mod sejren mod Brøndby IF, efter hjemmeholdet vendte kampen på hovedet med to mål på to minutter mod slutningen af anden halvleg. Men i kampens femte tillægsminut sparkede Andreas Bruus bolden i nettet og udlignede for de blå-gule gæster.

- Det er ubeskriveligt, at det er den følelse, vi bliver ramt af i sidste sekund, siger FCM-anfører Erik Sviatchenko til TV3+.

FC Midtjylland 2-2 Brøndby IF

  • 14': 0-1, Christian Cappis
  • 79': 1-1, Evander
  • 82': 2-1, Anders Dreyer
  • 90+5': 2-2, Andreas Bruus

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Hjemmeholdet var Brøndby overlegen det meste af kampen med stort momentum og de største chancer, selv om gæsterne gik til pause med en føring på 1-0.

FC Midtjylland sad på sagerne fra kampens start og var tæt på at bringe sig foran, da brasilianeren Charles brændte en kolossal chance efter ni minutter.

På trods af det bragte gæsterne sig altså foran, efter at midtbanespilleren Christian Cappis i 14. minut fik sidste fod på et veludført kontraangreb.

Kampbilledet fortsatte efter pausen, hvor Brøndby dog også kom tæt på med flere omstillinger samt et hovedstød på overliggeren.

I 79. minut fik FCM endelig hul på bylden, da offensivprofilen Evander vadede gennem Brøndby-forsvaret og køligt satte den ind til 1-1. Det blev startskuddet til en hurtigt midtjysk comeback.

For det skulle blive endnu bedre for værterne, da Anders Dreyer skød midtjyderne på sejrskurs tre minutter senere.

Men festen i Herning fik en brat afslutning, da Andreas Bruus cirka fem minutter inde i overtiden udlignet til 2-2 med et skud fra distancen, som FCM-målmand David Ousted nok burde have taget sig af.