Fodbold

Tottenham klasker rivalerne og nærmer sig stort mål

Tottenham slog Arsenal 3-0 og er nu blot et point fra fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League.

Arsenal kunne med en sejr over Tottenham torsdag have lukket kampen om de sidste Champions League-pladser i Premier League.

Men i stedet er den nu helt åben med blot to kampe tilbage. Det var nemlig Tottenham, der trak sig sejrsrigt ud af duellen om håneretten i det nordlige London ved at vinde 3-0.

Arsenal indtager fortsat fjerdepladsen, der altså giver adgang til Europas fineste klubturnering i næste sæson, men Tottenham er blot et enkelt point efter.

Begge hold er sikre på minimum en femteplads og en plads i Europa League, da Manchester United på sjettepladsen har for få point til at udgøre en trussel. Chelsea på tredjepladsen er også inden for rækkevidde med 70 point og to kampe tilbage.

De fire hold, der ender øverst i tabellen, kvalificerer sig til Champions League næste sæson.

Arsenal og Tottenham strålede begge i de indledende minutter af kampen. Der skulle gå 21 minutter, før den første store chance bød sig.

Den kom, da Arsenals højreback, Cédric Soares, fik hevet Harry Kane i trøjen i feltet. Dommeren var hurtig til at tildele Tottenham et straffespark, som Kane selvsikkert sendte i nederste højre hjørne af målet.

Arsenal i undertal

Ti minutter senere blev Arsenals chancer yderligere forringet, da forsvarsspiller Rob Holding modtog sit andet gule kort i kampen for en høj albue, der endte i hovedet på Son Heung-min.

Arsenal måtte derfor spille med en mand i undertal i de resterende knap 60 minutter.

Få minutter senere scorede Harry Kane sit andet mål i kampen. Efter Rodrigo Bentancur headede et hjørnespark mod venstre stolpe, kom Kane buldrende og mødte bolden med en flyvende hollænder.

Med to mål og en mand i overtal var Tottenham flyvende og skabte flere farlige situationer i modstanderens felt. Da dommeren fløjtede første halvleg af, stod der 2-0 til hjemmeholdet.

Tottenham var hurtig til at udbygge føringen blot et minut inde i anden halvleg. Efter klumpspil i Arsenals felt samlede Son bolden op og gjorde det til 3-0.

Efter tredje mål lettede Tottenham på gaspedalen, men det lykkedes aldrig for Arsenal at hale ind.

Udeholdet fik ellers tilkæmpet sig flere gode chancer, men det lykkedes Tottenham-forsvaret at holde tæt i de resterende minutter.

I næste kamp møder Tottenham Burnley på 17.-pladsen, mens Arsenal står over for Newcastle på 14.-pladsen.