Fodbold

Flere danske toppræstationer i Bundesligaen

Jonas Wind scorede mod Bayern, mens Marcus Ingvartsen scorede to mål mod Eintracht Frankfurt.

Flere danskere spillede hovedroller i lørdagens Bundesligakampe.

Yussuf Poulsen så hele lørdagens 1-1 kamp mod Bielefeld fra Leipzigs bænk, men flere andre danskere gjorde sig bemærket.

Mod mestrene fra Bayern München reducerede Jonas Wind kort før pausen til 1-2. Wind modtog bolden i feltet, og vippede den fikst en smule op i luften, hvorefter den tidligere FC København-profil flugtede den i nettet.

Kampen endte 2-2. Bayern München havde på forhånd sikret sig sit tiende mesterskab i træk.

Marcus Ingvartsen var også i hopla for Bo Svenssons Mainz. Ingvartsen scorede to mål mod Eintracht Frankfurt, der var uden Jesper Lindstrøm. Først gjorde Ingvartsen det til 1-0, inden han i anden halvleg udlignede til slutresultatet 2-2.

Hverken Mainz eller Frankfurt havde med placeringer midt i tabellen noget på spil i sidste runde.

Robert Skov var for første gang siden oktober direkte involveret i et mål for Hoffenheim, da han blev noteret for en assist på sit holds mål til 1-0 i kampen mod Borussia Mönchengladbach, som dog endte med et nederlag på hele 1-5 til Hoffenheim.

Pressede bundhold

Det var der til gengæld et par hold i bunden af tabellen, der havde. På 16.-pladsen havde Stuttgart en spinkel mulighed for undgå at skulle ud i en playoffkamp mod et hold fra 2. Bundesliga om pladsen i den bedste række.

Det ville kræve en sejr til Stuttgart og et nederlag til Hertha Berlin, som lå på 15.-pladsen.

Stuttgart kom foran mod Köln, men det gjorde Hertha Berlin også i sin kamp mod Dortmund. I anden halvleg blev det dog spændende. Köln fik ganske vist udlignet mod Stuttgart, men med to mål vendte Dortmund kampen mod Hertha på hovedet, så berlinerne var bagud 1-2.

Nu ville et mål af Stuttgart sende holdet i sikkerhed, og det kom minsandten. Japanske Wataru Endo blev den store helt, da han i overtiden gjorde det til 2-1.

Dermed endte Stuttgart altså i sikkerhed, og klubbens fans invaderede efter slutfløjtet banen i ekstatisk jubel.

Hertha Berlin skal nu møde et hold fra 2. Bundesliga i en playoffkamp om pladsen i landets bedste række. Bielefeld og Greuther Fürth rykker direkte ned.