Fodbold

Arsenal sender CL-billet i hænderne på rival

Arsenal tabte mandag aften til Newcastle. Det betyder, at lokalrivalen Tottenham pludselig er på vej i Champions League.

På under en uge er Arsenals muligheder for at spille Champions League svundet drastisk ind.

Torsdag tabte London-klubben 3-0 til lokalrivalerne Tottenham, og mandag led Arsenal så et meget sjældent nederlag til Newcastle.

Arsenal har ikke tabt en Premier League-kamp til Newcastle siden 2018, og 17 af de 18 seneste kampe er endt med en sejr til Arsenal. Sådan gik det altså ikke, da London-klubben havde hårdt brug for en sejr.

Nederlaget betyder, at Arsenal pludselig ligger nummer fem i Premier League, hvor de fire bedste hold kvalificerer sig til Champions League i den følgende sæson. Efter Arsenals nederlag ligger det fast, at Chelsea også slutter i top fire ligesom Manchester City og Liverpool.

Et point er nok for Tottenham

Og hvem har så overhalet Arsenal i kampen om top fire? Det har Tottenham efter den indbyrdes sejr 12. maj, så nu står Pierre-Emile Højbjerg og holdkammeraterne med gode kort på hånden inden sidste spillerunde.

Som det fremgår af stillingen herunder, har Tottenham to point mere end Arsenal og en markant bedre målscore. Det betyder, at Tottenham under normale omstændigheder skal bruge et enkelt point i sidste runde for at sikre fjerdepladsen.

I sidste spillerunde skal Tottenham møde Norwich, der er rykket ned, på udebane.

Arsenal skal møde Everton, som kæmper for at undgå nedrykning, på hjemmebane. Kampene spilles 22. maj.