Fodbold

Peter Schmeichel på turné som musiker

Den tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel har ved flere lejligheder foldet sig ud som musiker. Nu gør han det igen.

Foruden fodbold har Peter Schmeichels liv været fyldt med musik, og nu kombinerer han de to interesser i en turné.

Den tidligere landsholdsmålmand har stiftet rockbandet The Ones, hvor han sammen med musikere fra Magtens Korridorer og FJELDING kommer forbi syv danske byer med et ’Rock’n’nTalk show.

- Min far (’Tolek’ Schmeichel, red.) var professionel musiker, og i hans familie var musik både en stor passion og en karriere. Det var min far, som insisterede på, at jeg skulle lære at spille et instrument, fortæller Peter Schmeichel i en pressemeddelelse.

The Ones består af Peter Schmeichel (sang, guitar, klaver), Niklas Schneidermann (sang, guitar – optræder også med Magtens Korridorer), Anders Ramhede (kor, trommer – optræder også med Magtens Korridorer) og Mikkel Fjelding (kor, bas – optræder også med FJELDING).

- I bandet har jeg valgt at tage bagsædet, hvorfra jeg suger til mig i selskab med nogle af Danmarks mest erfarne rockmusikere – og jeg lærer hver dag og elsker at være en del af et velspillende team igen, siger Peter Schmeichel, der har optrådt som musiker ved flere lejligheder.

Det var min fars gave til mig

Peter Schmeichel

Peter Schmeichel har blandt andet været med til at skrive og udgive We Can Do It (Yes! Sådan! Såmænd!) som slagsang til EM i 1996. Derudover har han jævnligt fortalt om sin kærlighed til musikken:

- Musik er en grundsten i mit liv, og det var min fars gave til mig, skriver Peter Schmeichel blandt andet i sin seneste biografi, One.

The Ones optræder i København, Skive, Næstved, Fredericia, Randers, Assens og Horsens fra 22. september til 1. oktober.