Absurde scener: Profil angrebet af tilskuer
Politiet i Nottinghamshire fortæller onsdag morgen, at en 31-årig mand er blevet anholdt.
Det efterhånden nærmere reglen end undtagelsen, at tilskuere stormer banen, når der er noget at fejre i fodbold.
Langt de fleste gange forløber det uproblematisk, selvom det oftest ser ganske kaotisk ud på billeder. Men tirsdag aften gik det galt, da Nottingham Forest holdt liv i håbet om oprykning til Premier League efter en sejr over Sheffield United i straffesparkskonkurrence.
For midt i den ekstatiske jubel på The City Ground i Nottingham blev gæsternes profil Billy Sharp angrebet af en tilskuer.
På sidelinjen tæt på egen bænk stod Billy Sharp, der ikke selv var med i kampen grundet en skade, og fordøjede skuffelsen, inden han pludselig blev nedlagt af en aggressiv tilskuer, der i frontalt bragede ind i ham i høj fart.
I et statement beklager Nottingham Forest situationen og skriver, at de nu vil gøre alt for, at det får konsekvenser.
- Klubben vil samarbejde med myndighederne for at lokalisere individet, så vedkommende kan blive stillet til ansvar for handlingerne, hvilket vil omfatte en karantæne fra Nottingham Forrest på livstid, skrev klubben umiddelbart efter kampen.
Mistænkt anholdt
Til Sky Sports fortæller Paul Hennesey, politiinspektør hos Nottinghamshire Police, at de har foretaget en anholdelse.
- En 31-årig mand er blevet anholdt mistænkt for vold i forbindelse med hændelsen. Han er varetægtsfængslet og vil blive afhørt, siger Paul Hennesey og tilføjer, at samtalerne med både Billy Sharp og Nottingham Forest understøtter efterforskningen.
Efter kampen har Sheffield Uniteds cheftræner, Paul Heckingbuttom, fordømt episoden.
- Det er et overfald. Vi har set en af vores spillere blive angrebet. Han er ophidset, bløder og er vred. Der bliver taget hånd om det, siger han til klubbens Twitter-profil.
Også Forest-spilleren Michael Brown har beklaget episoden. Han mener, den er et udtryk for, at det ikke er uden risiko, når tilskuere vælger at bryde sikkerhedsforanstaltningerne og løbe på banen.
- Det bekymrer mig, når fans løber på banen. Det ødelægger lidt. Jeg forstår godt, at de gerne vil gøre det, men idioter kan ødelægge det, siger midtbanespilleren til Sky Sports.
Kampen endte 2-2, og da den forlængede spilletid endte uden mål, skulle opgøret afgøres i straffesparkskonkurrence. Her vandt Nottingham Forest med 3-2 og kunne dermed indløse billet til playoff-finalen om en plads i Premier League.
I finalen, der spilles på Wembley i London, skal Forest møde Huddersfield.