Fodbold

David Nielsen erkender nyt behov

Han havde håbet at aflevere AGF et bedre sted, men David Nielsen mener, at klubben står et godt sted.

David Nielsen er ikke længere den rette til at stå i spidsen for AGF.

Det erkender han selv, efter at Superliga-klubben onsdag har meddelt, at cheftræneren stopper i jobbet efter lørdagens opgør mod FC Nordsjælland.

- AGF har brug for en ny cheftræner, der kan komme ind med den samme ild, som jeg i sin tid kom med, siger David Nielsen ifølge AGF's hjemmeside.

Den 45-årige træner kom til den aarhusianske traditionsklub i oktober 2017. Med sig havde han ambitioner om at forløse det store potentiale, en klub fra landets næststørste by naturligt besidder.

I perioder er det lykkedes at få den sovende kæmpe vækket. I 2020 blev det eksempelvis til bronzemedaljer i Superligaen.

Men der har også været nedture. I denne sæson havde klubben sikret sig en billet til kvalifikationen i den nye europæiske turnering, Conference League, men det endte som lidt af en farce.

Havde håbet at aflevere holdet i et bedre sted

AGF tabte over to kampe til den upåagtede nordirske klub Larne FC og røg ud med et brag. Siden har AGF bøvlet med at komme ovenpå.

Klubben havnede i denne sæson i nedrykningsstriden i Superligaen, og selv om det reelt ikke kan lade sig gøre at rykke ud, så er klubben faktisk ikke matematisk sikker på overlevelse endnu.

- Jeg havde håbet, at jeg kunne aflevere holdet et bedre sted i tabellen, end hvor vi sluttede i denne sæson, men sådan skulle det ikke gå.

- Men AGF er heldigvis et godt sted som klub, og der er mange gode kræfter, der kan fortsætte arbejdet, siger David Nielsen.

Han havde egentlig kontrakt til 2023, men samarbejdet med AGF slutter altså tidligere end ventet.

Når lørdagens sidste opgør i Superligaen er spillet, har David Nielsen stået i spidsen for AGF i 184 kampe.