- Naturligvis er der tale om en fyring, siger ekspert

Fodboldekspert og tidligere AGF-spiller Peter Graulund forstår fuldt ud fyringen af David Nielsen, men på flere måder ærgrer den ham.

Rygterne har været tiltagende, og onsdag blev det bekræftet. AGF og David Nielsen går hver til sit til sommer.

Det skriver klubben onsdag i en pressemeddelelse. Her fremgår det ikke entydigt, om der er tale om en fyring af David Nielsen, men det er TV 2 SPORTs fodboldekspert Peter Graulund ikke det mindste i tvivl om.

Jeg synes personligt, at det er megaærgerligt

Peter Graulund

- Naturligvis er der tale om en fyring. Men man vil gerne gøre det så elegant som muligt. David har været en fantastisk ambassadør for AGF, og han har leveret nogle virkelig fine resultater over tid. Derfor kalder man det selvfølgelig et lidt pænere ord end at få et spark bagi.

Peter Graulund, der selv har en fortid som AGF-spiller, uddyber, at klubben har haft problemer hele sæsonen, og at præstationerne på banen ikke har kunnet retfærdiggøre, at David Nielsen kunne blive siddende.

Forstår fyring, men ærgrer sig

David Nielsen har i sin tid i AGF været kendt for at have en ild i øjnene, hvilket han har videregivet til sine spillere. Men den glød er forsvundet i denne sæson, og derfor forstår Peter Graulund fuldt ud, at David Nielsen til sommer er fortid i klubben.

- Det sportslige har været helt forfærdeligt, men jeg synes, det er ærgerligt, for David Nielsen har været en kæmpe ambassadør for klubben og byen. Han er den træner i klubben, der har haft med mest succes i 25 år, så jeg synes personligt, at det er megaærgerligt. Men jeg kan sagtens forstå det.

Ifølge Peter Graulund skal klubben nu overveje, hvor den vil bevæge sig henad. International fodbold har udviklet sig, og derfor kan det være, at AGF skal tænke en smule i nye baner.

Blandt andet tåler klubbens formation og spillestil en gennemgang, hvis den historiske storklub vil tilbage i toppen af dansk fodbold.

45-årige David Nielsen blev hentet til AGF i efteråret 2017, og i 2020 formåede han at føre aarhusianerne til en tredjeplads i Superligaen. Det var klubbens første medalje siden 1997.