VM fodbold

Kvindelige dommere udtaget til herrernes VM

For første gang får kvindelige dommere lov til at dømme kampe ved herrernes VM i fodbold. I alt er seks kvinder udtaget til slutrunden i Qatar.

VM 2022 er tilsyneladende slutrunden, hvor historierne står i kø.

Torsdag har FIFA offentliggjort udtagelsen af seks kvinder, der skal dømme VM-kampe i 2022. Halvdelen rejser til Qatar som dommere, mens de andre deltager i slutrunden som såkaldte assistant referees – linjedommere eller fjerdedommere.

Det skriver det internationale fodboldforbund FIFA i en pressemeddelelse.

- Dette fuldender en lang proces, der er begyndt for flere år siden, hvor vi udtog kvindelige dommere til herrernes ungdomsverdensmesterskaber og andre seniorturneringer. Med dette understreger vi, at det er kvaliteten og ikke kønnet, der tæller, siger formanden for FIFA’s dommerkomite, Pierluigi Collina.

- Jeg håber, at udtagelsen af kvindelige dommere til vigtige herreturneringer vil blive normalt i fremtiden, så det ikke længere ses som en sensation. De fortjener at være ved med ved VM, fordi de kontinuerligt har præsteret på et meget højt niveau, siger den tidligere topdommer.

I alt har FIFA udtaget 36 dommere, 69 assistant referees og 24 videodommere. Der er ingen danskere på listen.

De kvindeligere dommere ved VM 2022

  1. Stéphanie Frappart, Franrig - dommer
  2. Salima Mukansanga, Rwanda - dommer
  3. Yoshimi Yamashita, Japan - dommer
  4. Neuza Back, Brasilien – assistant referee
  5. Karen Díaz Medina, Mexico – assistant referee
  6. Kathryn Nesbitt, USA – assistant referee

Ud over udtagelsen af kvindelige dommere stikker VM 2022 også ud i historiebøgerne, fordi slutrunden afholdes i november og december.

Det er første gang, en VM-slutrunde ikke spilles om sommeren.