Fodbold

Dansker fik debut i storkamp: - Det var ikke nemt for mig

Oliver Christensen lukkede ét mål ind, da han torsdag fik sin debut for Hertha Berlin.

Bænken eller tribunen har været Oliver Christensens plads på kampdage, efter han sidste sommer skiftede til Hertha Berlin.

Men torsdag aften kunne den 23-årige målmand langt om længe tage plads mellem stængerne, da han fik sin debut i hovedstadsklubbens vitale overlevelseskamp mod Hamburg SV på et udsolgt Olympiastadion.

- Det var ikke nemt for mig, for jeg har ikke spillet meget i denne sæson, siger Oliver Christensen til klubbens hjemmeside.

Hertha Berlin har haft en frygtelig sæson og sluttede på en skuffende 16.-plads i Bundesligaen. Dermed skal to playoff-kampe mod nummer tre fra den næstbedste række, HSV, afgøre, om de også er at finde i landets fineste fodboldselskab efter sommerpausen.

I det første opgør, der blev Oliver Christensens debut, måtte Hertha Berlin gå fra banen med et 0-1-nederlag.

Kampens enlige mål faldt efter en times spil, da et fejlslagent indlæg fra Ludovit Reis blev sparket over Oliver Christensen i en blød bue, hvorefter den ramte stolpen og røg i mål.

- Situationen, der førte til målet, var svær. Jeg ved ikke, om jeg måske var en smule for langt fremme. Vi ønskede selvfølgelig at få et resultat, men der er endnu en kamp på mandag, hvor vi kan vende det, siger Oliver Christensen.

Frikendes af holdkammerat

Den unge dansker bliver frikendt for at have et ansvar ved målet af sin holdkammerat Marc-Oliver Kempf.

- Oli (Oliver, red.) kunne ikke gøre noget. Vi ved, at vi kun et ét mål efter, og selv hvis kamp var endt uafgjort, skulle vi ud og jagte en sejr, siger forsvarsspilleren.

Hertha Berlin risikerer nu at rykke ned fra Bundesligaen for første gang i 10 år.

Oliver Christensen kom til Hertha Berlin efter en række flotte sæsoner for OB, hvor han i to sæsoner var fast mand i målet.

I landsholdssammenhæng har den unge målvogter fået en enkelt kamp for Danmarks A-landshold. Det skete i 2020, hvor holdet var ramt af massive afbud.