Fodbold

Braithwaite har fået dårligt nyt, siger Xavi

Barcelona-træner Xavi Hernandez har talt med flere spillere om, at de ikke har en fremtid i klubben.

Én kamp.

Det er alt, hvad FC Barcelona har tilbage, inden sæsonen går på hæld. Derfor er det også tid til at evaluere og se frem ad.

Barca-træner Xavi Hernandez blev på et pressemøde inden sæsonens sidste kamp mod Villarreal spurgt ind til, om Riqui Puig, Samuel Umtiti, Oscar Mingueza og Martin Braithwaite, der er i yderkanten af truppen, fortsat har en fremtid i klubben.

Xavi bekræfter, at han har talt med dem, og han har ikke umiddelbart overbragt godt nyt.

- Jeg har talt med flere, men lad dem hver især melde det ud på deres egen måde. De, der ikke fortsætter, skal have tid til at finde en løsning, siger Xavi på pressemødet ifølge Marca.

- Jeg har set en god reaktion fra alle. Nogle har endda bevæget mig, og de takkede mig. Jeg ønsker ikke at gøre nogen bitre, men det er klart, at de vil blive gladere andre steder og føle sig vigtige der.

Ifølge Transfermarkt har Martin Braithwaite kontrakt med FC Barcelona til sommeren 2024. Og derfor kræver det et salg, hvis danskeren skal forlade klubben.

Jeg gjorde det klart for dem, at det ville blive svært at finde flere minutter til dem her

Xavi

Xavi har det dårligt med beslutningerne

Braithwaite har ikke fået spilminutter siden 13. marts, hvor han kom ind i slutningen af kampen i Barcelonas 4-0-sejr over Osasuna.

Derudover blev han skadet i september sidste år, og derfor har kan kun spillet 2 kampe og 25 minutter siden 29. august 2021. Meget kunne tyde på, at det ikke bliver til meget mere.

Uanset hvad er disse hårde beskeder til spillerne ikke noget, som Xavi er stor fan af.

- Jeg har det dårligt med at træffe disse beslutninger, men jeg er nødt til det, siger Xavi.

- Jeg gjorde det klart for dem, at det ville blive svært at finde flere minutter til dem her.

En anden spiller, som Xavi også blev spurgt ind til på pressemødet, er Ousmane Dembele. Han har kontraktudløb efter denne sæson og har endnu ikke forlænget.

- Det kan være hans sidste kamp (mod Villarreal, red.). Han har spillet fremragende, og man skal være optimistisk. Men det kan være hans sidste kamp, siger Xavi.

På pressemødet bekræftede Xavi også, at de forhandler med Robert Lewandowski.

- Han er en af mulighederne. Han har allerede offentligt sagt, at han vil videre. Der er forhandlinger, siger Xavi ifølge Marca.

Barcelona og Villarreal mødes søndag, og du kan se kampen på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY klokken 22.00.

LaLiga

LaLiga
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
13826848031+4986
238211076838+3073
33821896543+2271
438181645330+2370
538198116240+2265
6381711104037+362