Eriksen "har en idé" om fremtiden

Danskerens kontrakt med Brentford udløber efter denne sæson, men ifølge Eriksen selv er fremtiden endnu ikke helt på plads.

Christian Eriksen har spillet en stor sæson for Brentford, og klubben har sikret sig endnu et år i Premier League. De to ting er sikre.

Men når snakken falder på danskerens fodboldfremtid, er usikkerheden en del større.

Eriksens kontrakt med Brentford udløber efter sæsonen, og derfor kan han i princippet handle frit med andre klubber. Ifølge Eriksen selv er intet afgjort endnu, men noget tyder på, at han er rykket tættere på en afgørelse.

- Jeg har ikke besluttet mig 100 procent endnu, men jeg har en idé, siger Eriksen i et længere interview med BBC.

- Hvor det bliver, og hvad der skal ske, ved jeg ikke endnu.

I samme ombæring fortæller han, at en forlængelse med Brentford langt fra er udelukket, selvom flere klubber har henvendt sig til ham.

Er Brentford en mulighed?

- Ja, det er de helt sikkert. Det er helt sikkert en af klubberne, siger Eriksen.

Flere ting afgør det

Eriksen fortæller videre, at flere ting kommer til at spille ind, når han skal træffe det afgørende valg om fremtiden.

- Beslutningen om, hvor jeg skal fortsætte, vil blive truffet ud fra et både sportsligt og familiært perspektiv, siger den 30-årige midtbanespiller.

Brentfords danske træner, Thomas Frank, har tidligere forklaret, at han har høje ambitioner for holdet i næste sæson, og at han håbede på, at Eriksen var en del af de planer.

Der har i engelske medier været rygter om et Eriksen-skifte til Newcastle, Tottenham og Manchester United.