Fodbold

HB Køge er dansk mester

Fortuna Hjørring kom aldrig ind i kampen mod FC Nordsjælland, som åbnede med et tidligt mål og vandt 4-0.

HB Køge sikrede lørdag mesterskabet i Gjensidige Kvindeligaen i fodbold, efter FC Nordsjælland slog Fortuna Hjørring 4-0 på hjemmebane.

Fortuna Hjørring ligger efter kampen fortsat på andenpladsen, men med to kampe tilbage af sæsonen og ni point op til HB Køge er mesterskabet lukket.

Det er anden gang i streg, at HB Køge vinder mesterskabet.

FC Nordsjælland var hurtigt ude af starthullerne med et tidligt mål, og Fortuna Hjørring lykkedes aldrig med at finde et modsvar.

Det skete, på trods af at Fortuna Hjørring kunne gå til kampen med en god portion selvtillid med en sejr i pokalfinalen over Thisted forrige uge.

Allerede i tredje minut gjorde Karen Knudsen det til 1-0 på et langskud.

Målamok til sidst

Efter sjusk i Hjørring-forsvaret samlede Knudsen bolden op uden for feltet og sendte et langskud forbi målmanden.

Fortuna Hjørring gjorde flere forsøg på at komme tilbage i kampen, men var ikke i stand til at finde det fornødne tempo.

Efter 45 minutter blev kampen fløjtet til pause med 1-0 til FC Nordsjælland, som langt fra var færdig med at komme på måltavlen.

I 68. minut var det Mariah Lee, som sendte bolden i Fortuna Hjørrings mål, efter en aflevering der splittede forsvaret.

Efter målet var der ikke meget vilje hos Fortuna Hjørring, som 14 minutter senere lukkede endnu et mål ind. Denne gang var det Emilia Asgeirsdottir, som kunne sende bolden i netmaskerne.

To minutter senere satte Adina Giurgiu punktum for FC Nordsjællands overbevisende sejr til 4-0.