Fodbold

Indgiver klage over PSG efter "skandaløs" Mbappé-kontrakt

Chefen for LaLiga er utilfreds med, at Paris Saint-Germain fortsætter med at bruge gigantiske summer.

Spaniens bedste fodboldliga, LaLiga, vil indgive en klage over Paris Saint-Germain, efter de har offentliggjort, at de har forlænget med Kylian Mbappé.

LaLiga - anført af chefen Javier Tebas - er nemlig alt andet en tilfreds med de penge, der bliver sendt fra PSG til Mbappés lomme efter forlængelsen.

De mener, at denne type aftale angriber den økonomiske stabilitet i europæisk fodbold og bringer hundredetusindevis af jobs og integriteten i fare.

- Det er skandaløst, at en klub som PSG, som i sidste sæson indrapporterede tab for mere end 220 millioner euro (1,6 milliarder kroner, red.), efter de har haft tabt for mere end 700 millioner euro (milliarder kroner, red.) i de seneste sæsoner, kan lukke sådan en aftale, mens de klubber, der har råd til at hyre spilleren uden at se deres budget blive ødelagt, er efterladte uden mulighed for at hente ham.

- LaLiga vil indgive en klage mod PSG til UEFA, de franske administrative og finansielle myndigheder og myndighederne i EU. Det sker for at forsvare det økonomiske økosystem, skriver LaLiga på sin hjemmeside.

Flere medier skriver, at franskmandens nye kontrakt indeholder en sign on fee på omkring 2,2 milliarder kroner. Hans månedsløn skulle være 4,7 millioner euro, hvilket svarer til 35 millioner danske kroner.

- Bringer europæisk fodbold i fare

LaLiga fremhæver desuden, at de tidligere har klaget over PSG, og at de også blev straffet af UEFA, inden den internationale sportsdom (CAS) omgjorde dommen.

De sender tilmed en hilsen direkte til PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi, hvor LaLiga skriver, at de havde håbet på, at han havde lært noget af sagerne ved UEFA, CAS og ECA.

- Men det modsatte er sket, og skaden bliver bare større. PSG har lavet en umulig investering, da de er en uacceptabel lønseddel med store finansielle tab.

- Denne slags opførsel af Al-Khelaifi bringer europæisk fodbold i fare på samme niveau som Super League-projektet, står der.

På trods af vedvarende rygter om et skifte til Real Madrid valgte Mbappé altså at blive i den franske hovedstadsklub, som han har spillet for siden 2017.

Samarbejdet stod til at udløbe denne sommer, og 23-årige Mbappe har derfor frit kunnet forhandle med andre klubber. Ifølge flere medier har han udnyttet det til at forhandle med Real Madrid, der har været bejler til ham i flere sæsoner. Men han er altså endt med at vælge en ny aftale med PSG i stedet.