Fodbold

Afdød holdkammerat hyldet: - Vi holdt, hvad vi lovede

Den tidligere italienske landsholdsspiller Davide Astori blev mindet efter lørdagens Serie A-kamp mellem Fiorentina og Juventus.

Da slutfløjtet lød efter 93 spilleminutter, brød den helt store jubel løs.

Spillerne omfavnede hinanden, gav store highfives og råbte forløsningen ud.

Fiorentina havde netop sikret sig deltagelse i sit første europæiske gruppespil i mere end fem år efter en sejr på 2-0 over Juventus lørdag.

Men midt i glædesrusen var der pludselig noget andet, der stjal fokus. Fiorentina-staben begyndte at dele hvide t-shirts ud til spillerne. T-shirts med et billede af den tidligere Fiorentina-anfører Davide Astori, der døde af hjertestop i 2018.

Og det var der en helt særlig grund til.

- Da Davide døde, lovede vi ham, at vi ville få Fiorentina tilbage, til der hvor han ønskede dem. Tilbage i Europa, siger klubbens nuværende anfører Cristiano Biraghi ifølge Football Italia.

Tilbage i Europa kom de. Fiorentinas nuværende syvendeplads i Serie A sikrer dem adgang til næste sæsons Conference League-gruppespil.

Davide Astori blev fundet død på et hotelværelse den 4. marts 2018, hvor han skulle have spillet en udekamp mod Udinese i Serie A. Han døde af hjertestop, 31 år gammel.

Udover Fiorentina spillede han også i Cagliari og Roma samt det italienske landshold, hvor han nåede at spille 14 landskampe med et enkelt mål til følge.

Lørdagens kamp mellem Fiorentina og Juventus var sæsonens sidste for begge klubber.