AGF gav David Nielsen en flot afsked. Men ikke nok så mange kærlighedserklæringer kunne dække over det faktum, at AGFs forår har været traumatisk.

Jeg var taget på stadion af en eneste årsag.

Jeg ville gerne sige farvel til David Nielsen. Som aarhusianer. Ikke som fodboldekspert.

Derfor tillod jeg mig også at klappe, da den skæggede gladiator umiddelbart før kickoff tog sig den sidste af sine klassiske løbeture hen mod de fans, der har elsket ham med en sjældent set hengivenhed.

Som altid gav David Nielsen den alt, hvad den kunne trække. For sådan er han jo. Byens mand til det sidste.

Fansene fik deres armsving, knyttede næver, knus og håndtryk, mens fotograferne fik deres billede af træneren, der stod med et AGF-halstørklæde løftet over hovedet. David Nielsen har været den perfekte trænerfigur for AGF.

Sværdet er tilbage i stenen

Da vi spillede mod hinanden, brød jeg mig bestemt ikke om ham. Han var hensynsløs. Jeg ville aldrig have troet, at han kunne udvikle sig til toptræner. Men det har han gjort. Han er modnet uden at miste den gnist, der altid har drevet ham.

Som han selv udtrykker det, har han brug for ”at jage nådesløst”. Jeg beundrer ham. Han flyttede AGF. Frem. Men desværre også tilbage. Sværdet er tilbage i stenen.

Det var flot, at der kom næsten 10.000 tilskuere til en ligegyldig fodboldkamp efter et forår, der kun kan betegnes som traumatisk for AGF.

Jeg vil anslå, at halvdelen af dem var kommet på stadion af samme årsag som jeg selv: Nemlig for at sige farvel og tak. Jeg håber, de fik en dejlig dag. Men de , ligesom jeg selv, have fornemmet elefanten i rummet: At David Nielsen afleverer AGF's hold i en skrækkelig forfatning.

Et ensomt højdepunkt

Det virkede som en sidste familiefødselsdag med børnene inden en forestående skilsmisse, som i øvrigt finder sted i fælles forståelse af, at vi ikke har mere at give hinanden. Alle ønskede hinanden det bedste.

På overfladen forsøgte alle også at få en god dag ud af det. Der blev sunget og sagt de rigtige ting, de koreograferede klapsalver sad i skabet, og der var da også nogen tilbage til den sidste æresrunde. Vi ville bare alle sammen have ønsket os, at alting kunne blive godt igen. Fordi det havde været så vidunderligt. Engang.

Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at tænke blot to år tilbage til den formidable AGF-sæson, som endte med bronzemedaljer efter en episk afklapsning af FC København i Parken. På det tidspunkt troede jeg, at AGF stod på tærsklen til en storhedstid. Men i stedet endte det som et ensomt højdepunkt.

David Nielsens facit efter fem et halvt år ser således ud:

  • Nr. 7
  • nr. 8
  • nr. 3
  • nr. 4
  • nr. 10

Ingen pokalfinaler. Kun et par tabte semifinaler. Dertil kommer to fiaskoer på den europæiske scene. Set i forhold til AGF's økonomiske muligheder er det vel ikke meget bedre end godkendt. I samme periode har klubber som Randers og SønderjyskE vundet pokalfinaler. Mens Esbjerg og Silkeborg også har fået bronze.

Det var det facit, jeg ikke kunne få ud af mit hoved. Hvor gerne jeg end ville. For mens David Nielsen på det personlige plan har været alt det, Aarhus elsker ved en cheftræner, så må jeg konstatere, at hans fodboldhold endte med at spille fallit. Set i bakspejlet skulle David Nielsen have forladt Aarhus noget før. Han er ikke eneansvarlig for forfaldet. Men som træner er han dog hovedansvarlig.

Gnisten var væk

Som han selv sagde, var det den største tillidserklæring, han havde fået i sit liv, at AGF ikke fyrede ham i løbet af sæsonen. Det var det også. For AGF-ledelsen ønskede ikke at afskedige den mand, der gav klubben så meget. De ønskede at give ham en ordentlig exit. Hvilket han fik.

Teknisk set blev han godt nok fyret, men det føltes bare ikke sådan. Det føltes som om, at alle parter var rørende enige om, at de ikke havde mere at give til hinanden. Gnisten var væk.

Derfor kunne stadion heller ikke til fulde give sig hen. Selv om de fremmødte holdt den aftale, der åbenbart var lavet om, at man skulle råbe cheftrænerens navn hver tiende minut.

”David”, råbte de nede fra det fanafsnit, som ikke rigtigt kunne bestemme sig til, om de boycottede stemningen eller ej. ”Nielsen”, kvitterede den halvfyldte hovedtribune.

David Nielsen fik også sin hyldest, da kampen var færdig. Han var rundt og klappe til tribunerne og endte nede foran fansene. Farvel og tak for denne gang.

Selv var jeg færdig med at klappe. Jeg listede ud og hentede min cykel. Med en følelse af melankoli. Jeg var glad for, at David Nielsen fik sin velmente og velfortjente afsked med Aarhus og AGF. Jeg var glad for, at jeg bidrog. Det blev bare ikke så storslået, som jeg i min naivitet havde håbet.

Dertil var David Nielsens sidste halvår i AGF alligevel for dårligt.