Fodbold

- Det er bare sindssygt, siger rørt Kjær

Søndagens Serie A-mesterskab var Simon Kjærs første titel i karrieren.

Da kampen blev fløjtet af, væltede det ind med fans på banen.

Invasionen var voldsom, og Milan-spillerne skyndte sig ned i omklædningsrummet for at fejre Serie A-mesterskabet, der netop var blevet en realitet efter en 3-0-sejr over Sassuolo.

Simon Kjær var ikke på banen søndag grundet knæskaden, men med 11 kampe i sæsonen spillede han også sin del i Milans første mesterskab siden 2011. TV 2 SPORT fangede Simon Kjær nede i spillertunnellen, hvor spillerne befandt sig efter den store baneinvasion.

- Det er bare sindssygt. Det er jo, fordi alle er glade. Det er sgu svært at sætte ord på. Det er helt fantastisk. Det er jo tydeligt, hvor meget det betyder for folk, så det er en fed oplevelse, siger Simon Kjær umiddelbart efter forløsningen.

Simon Kjær var med til at løfte trofæet efter kampen, og det var faktisk første gang i karrieren, at den danske landsholdsprofil prøvede det.

- Jeg håber ikke, det bliver den sidste titel i min karriere. Jeg er sindssygt glad og stolt. Jeg kom til for Milan for to og et halvt år siden, og der er sket meget for holdet. Der var ikke nogen, der troede på, vi ville blive mester i år. Så det er en fantastisk følelse at stå med.

I sommer var Simon Kjær med til at spille det danske landshold i EM-semifinalen, men den 33-årige landsholdsstopper har ikke lyst til at sammenligne resultater fra de to mandskaber.

- Det er absolut det største i min karriere klubmæssigt. Jeg har altid haft svært ved at sammenligne landshold og klub, fordi det er to forskellige ting emotionelt, men der er ingen tvivl om, at det her er det største, jeg har oplevet.

- Det er med at nyde det. Man ved aldrig, om man får den her oplevelse igen, siger Kjær, der også blev mødt af klapsalver i forbindelse med medaljeceremonien:

Simon Kjær havde et stort smil på læben, da han kom ind på banen til stor jubel og klapsalver fra tilskuerrækkerne. Video: Caroline Tarrasson

"Vi arbejder 100 procent hver eneste dag"

Simon Kjær kom til Milan tilbage i januar 2020, og siden da har Milan været gennem en stor udvikling. I 2020 sluttede Milan som nummer seks, sæsonen efter som nummer to, og i år blev det så til en førsteplads.

Meget er altså sket, siden han og Zlatan Ibrahimovic tiltrådte klubben. Og de to erfarne skandinaver har uden tvivl haft en stor betydning for klubbens opblomstring.

- Jeg har meget svært ved at stå og rose mig selv, og de der ting, men en af de ting, klubben lagde vægt på, var, at der kom noget professionalisme og kontinuitet ind.

- Vi arbejder 100 procent hver eneste dag, for hvis du gør det i fodboldverdenen i dag, så løber du fra de andre. Vi har også medbragt en masse passion. Der er mange ting, slutter Kjær.

Milan vandt Serie A med to point ned til lokalrivalerne fra Inter.