Hjulmand slækker på principperne inden udtagelse

Den danske landstræner kigger ikke så nidkært på spilletid i klubberne forud for tirdagens Nations League-udtagelse.

Livet som landstræner er ikke altid lige let.

For Kasper Hjulmand, cheftræner for det danske herrelandshold i fodbold, skulle nogen have misset det, har det været lidt af et puslespil at sammensætte truppen til de kommende Nations League-kampe.

Der har trods alt kun været 26 brikker at lægge, men hver og en skal passe ind i den form, som landstræneren har forud for det lille arrangement, der til november og december afholdes i Qatar.

- Det har været meget specielt at udtage truppen til de her kampe.

- Det har været mere kompliceret end normalt. Normalt er fokus på at vinde kampene, der står foran os, men vi er i et VM-år, hvor vi har i alt to samlinger og fem træningsdage, inden vi møder Tunesien.

- Det har krævet en hel del overvejelser i forhold til VM, hvordan vi vil gøre omkring hverdagene i lejren, de spillemæssige overvejelser, vores protokoller og lærdom fra EM. Det hele skal introduceres, så der er flere parametre i spil for den her lejr, siger Kasper Hjulmand.

Inviterer boblere

Når landsholdstruppen indleder træningen frem mod de fire kampe, vil truppen have besøg af såkaldte boblere. Tidligere har DBU inviteret spillere ind i folden, som kan træne med, men ikke fremgår på holdkortet, og det er også tilfældet denne gang.

Invitationen til spillerne er et tilbud om at træne med landsholdet, lære principperne og vise sig frem, så begge parter står bedre rustet, hvis det skal blive aktuelt med en indkaldelse til VM-truppen i efteråret, siger Kasper Hjulmand.

Samtidig skal det lette arbejdsbyrden for nogle af de spillere, der har haft en lang sæson, og som står foran fire landskampe på ti dage.

- Vi gør det, fordi det giver spillere mulighed for at møde ind i lejren i en bedre forfatning efter en pause. Nogen vil have godt af at træne lidt ekstra efter en periode uden spilletid, og samtidig giver det en mulighed til de spillere, der kan havne i en situation, hvor de pludselig skal til VM.

- På den måde kan de lære principperne, nu hvor der ikke er ligalandshold eller testkampe inden VM, siger Kasper Hjulmand.

Principper på pause – for nu

Den danske landstræner har flere gange været åben over for sine spillere omkring det faktum, at det netop kræver spilletid på klubplan, hvis man vil have en chance for at være med i flyet mod VM.

De fire Nations League-opgør læner sig dog så tæt op slutrunden, at Kasper Hjulmand har følt sig nødsaget til at slække på principperne og stole på, at de, der møder op med knap så mange minutter i benene, stadig kan levere, når de er i rød og hvid.

- Man vil nok se et par spillere, hvor man tænker, at hvis ikke der var VM i november, så havde de ikke været med i den her lejr, siger Kasper Hjulmand.

Landstræneren er dog overbevist om, at der vil ske forandringer over sommeren hos de spillere, der slider med spilletiden, og når efteråret kommer, er minutter i benene igen et kardinalpunkt, når VM-truppen skal sammensættes.

- Der er ingen facitliste på antal kampe eller minutter, men man skal have spillet i efteråret, og det er en skærpet ting med spilletid og rytme, når vi nærmer os VM, siger Kasper Hjulmand.

Den danske landsholdstrup udtages tirsdag 24. maj klokken 13.00 på Kvægtorvet i Odense. Herefter venter et kompakt program i juni, hvor landsholdet spiller fire kampe på ti dage.

  • 3. juni: Frankrig - Danmark
  • 6. juni: Østrig - Danmark
  • 10. juni: Danmark - Kroatien
  • 13. juni: Danmark - Østrig

Alle kampe kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.