Fodbold

Viborgs bestyrelse var i chok for rullende kameraer

Nye optagelser viser, at Viborg FF’s bestyrelse blev taget på sengen, da Lars Friis pludseligt sagde op.

De sad med åben mund og polypper, da sportschef i Viborg FF, Jesper Fredberg, tog ordet.

- Klokken 8.30 i morges blev vi præsenteret for en opsigelse fra Lars Friis. Han har valgt at skrive under på en kontrakt med AaB, fortalte han til Viborgs bestyrelse.

Scenen fandt sted i januar 2022. Lars Friis, der var klubbens daværende cheftræner, havde fået et tilbud fra Superliga-rivalen AaB, og han så det som et step op.

Derfor indleverede han sin opsigelse, og det efterlod bestyrelsen i chok.

- Jesper (sportschef Jesper Fredberg, red.) var der ikke. Jeg skulle lige til at gå ind i et møde, da Lars Friis kom ind til mig og bare lagde et stykke papir på mit bord med beskeden om, at jeg ville blive skuffet over det her. Det var en mega skuffelse, for jeg troede, at Lars Friis var så glad for at være her. Det er kun det, han har givet udtryk for over for mig, fortæller direktør Morten Jensen.

Ovenstående scene stammer fra TV MIDTVESTs nye dokumentar ’For Enhver F*ucking Pris’. De har haft ubegrænset adgang til samtlige rum i fodboldklubben, og de hidtil gemte optagelser giver et nyt syn på Viborgs turbulente start på året.

Serien kan ses fra søndag 22. maj og har i alt kastet syv afsnit af sig.

Skal slå græs i Spjald

Tilbage i bestyrelseslokalet spurgte formand Kim Nielsen om denne slags bagholdsangreb, som de mente, at det var, er normale i fodboldens verden.

- Nej, det er ikke normalt. Havde du (Lars Friis, red.) haft nosser, var du kommet ind på mit kontor. Han gør det en dag, hvor han godt ved, at jeg ikke er der. Det er skuffende. Jeg troede, vi var et bedre sted i forhold til hinanden, svarer Jesper Fredberg.

Lars Friis var dog ikke helt færdig i klubben den dag i januar, hvor han sagde op. Han havde et halvt års opsigelse, men Viborg ville hverken kendes ved ham eller lade ham gå gratis.

- Hvis vi kan få noget mønt, der batter noget - jamen, så skal vi lade ham gå. Men ellers kan han slå græs i Spjald, eller hvor han nu kommer fra, siger bestyrelsesmedlem Michael Døssing.

Lars Friis forklarede selv efter bestyrelsesmødet, at han var overrasket over, at tilbuddet kom så hurtigt, men at AaB er en "historisk større klub" for ham. Derfor kunne han ikke sige nej.

Efterfølgende valgte Viborg at suspendere Lars Friis. 8. marts kom klubberne dog til enighed om, at Lars Friis kunne tiltræde øjeblikkeligt. 14. marts fik han sin debut på sidelinjen for AaB.

De første fire afsnit af serien ’For Enhver F*cking Pris’ kan ses TV MIDTVEST Play.