Fodbold

Brentford siger farvel til danskere - vil forlænge med Eriksen

To danske spillere forlader Brentford denne sommer, mens klubben arbejder på at beholde Christian Eriksen.

Mathias "Zanka" Jørgensen og Jonas Lössl er fortid i Brentford.

Den engelske Premier League-klub tager afsked med stopperen Mathias "Zanka" Jørgensen og målmanden Jonas Lössl. Det oplyser fodboldklubben mandag på sin hjemmeside.

Desuden arbejder Brentford på at forlænge samarbejdet med Christian Eriksen, der har kontraktudløb.

Brentford oplyser, at klubben har valgt ikke at udnytte en mulighed for at forlænge aftalen med Mathias "Zanka" Jørgensen.

For Jonas Lössl er der tale om en lejeaftale fra FC Midtjylland, som Brentford vil lade udløbe med udgangen af næste måned.

Brentford meddeler samtidig, at Eriksen er uden en kontrakt, men at klubben meget gerne vil forlænge samarbejdet.

- Det er ingen hemmelighed, at vi ville elske at beholde Christian i Brentford i flere sæsoner.

- Vi vil fortsat diskutere den mulighed med ham og hans repræsentanter, siger Brentford-fodbolddirektør Phil Giles.

Vil fortsat holde øje med "Zanka"

Lössl nåede kun at spille tre kampe for Brentford efter lejemålet fra FCM i starten af januar. To af kampene var i Premier League. Brentford skriver, at Lössl vender tilbage til FCM.

Mathias "Zanka" Jørgensen skiftede til Brentford i september sidste år på en etårig kontrakt. Han nåede at spille ti kampe - heraf otte i Premier League. Han scorede et mål mod Leicester.

- Zanka er i gang med at komme sig over en skade, og Brentford vil fortsætte med at holde øje med ham, så han kan blive fit og finde en ny klub, skriver den engelske klub.

Brentford siger også farvel til målmanden Alvaro Fernandez og forsvarsspilleren Julian Jeanvier.

Otte spillere vender tilbage til Brentford efter lejeophold i andre klubber. Mads Bidstrup kommer tilbage efter et ophold i FC Nordsjælland.

Luka Racic skal lige spille sæsonen færdig for HB Køge, inden han vender retur til London-klubben.