FCK vil uddele bøder efter baneinvasion
De nykårede mestre er gået i gang med at identificere tilskuere, der invaderede banen under guldfesten.
FC København vil slå hårdt ned på de tilskuere, der søndag invaderede plænen i Parken for at fejre klubbens danske mesterskab.
Det oplyser den nykårede mesterklub på Twitter.
Op mod 200 fans løb ifølge Københavns Politi ind på banen efter sejren på 3-0 over AaB.
- Vi havde en forrygende dag i går, men den blev desværre også forstyrret af nogle få, der satte sig over de tusindvis, der festede i Parken ved at løbe på banen.
- Som vi havde gjort det meget klart inden kampen, så var det farligt og med risiko for store konsekvenser for klubben, skriver FCK.
- Vi arbejder nu med at identificere dem, der løb på banen, der kan se frem til karantæne og en afgift på 10.000 kroner i henhold til vores stadionreglement, lyder det videre.
Syv er sigtet
Københavns Politi oplyser til Jyllands-Posten, at man foreløbig har sigtet syv personer i forbindelse med guldfesten.
Vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard fortæller, at politiet ser alvorligt på baneinvasionen, og at der kan vanke en bøde.
- Omkring 200 fans løb ind på banen efter kampen. Jeg skal ikke kunne sige, om det er en tendens, men det er noget, man ser meget i England. Det truer sikkerheden, da stadion slet ikke bygget til, at publikum skal kunne løbe ind på banen.
- Vi kan ikke acceptere det, og derfor vil vi nu undersøge, om vi kan give dem en bøde, siger Bjarke Dalsgaard til Jyllands-Posten.
Mesterskabet var FCK's første i tre år, efter at Brøndby og FC Midtjylland har nappet guldet i de to foregående sæsoner.
FCK sikrede sig mesterskabet med et forspring på tre point til FCM.