Fodbold

Milan-direktør hylder "lederen" Kjær

Selvom Simon Kjær blot spillede 11 kampe i mesterskabssæsonen, så bliver han set som en yderst stor del af triumfen.

803 minutters fodbold blev det til for Simon Kjær i den netop færdigspillede Serie A-sæson.

En sæson, der endte med et italiensk mesterskab til Kjærs AC Milan.

Men selvom den danske forsvarsstjerne blev alvorligt skadet midtvejs i sæsonen og derfor blot nåede i alt 11 Serie A-kampe, så har den 33-årige dansker en stor andel i det mesterskab, der søndag landede i den rød-sorte del af Milano for første gang i 11 år.

Det mener klubbens direktør, der ser tilknytningen af erfarne profiler som Simon Kjær og Zlatan Ibrahimovic i 2020 som lidt af en genistreg.

- De har været meget vigtige. Vi har en ung gruppe med stærk karakter, men når man tilføjer mennesker som dem - ikke bare spillere, men mennesker som dem - med deres lederkvaliteter, sætter det en retning for hele gruppen. Og gruppen har så gjort et fantastisk stykke arbejde ved at følge Zlatan og Simon. Det, de har givet gruppen, har gruppen givet tilbage til dem, siger AC Milan-direktør Ivan Gazidis til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Så jeg er meget glad på Simons og "Ibras" vegne, for det er en stor gave til dem begge.

Simon Kjær havde et stort smil på læben, da han kom ind på banen til stor jubel og klapsalver fra tilskuerrækkerne. Video: Caroline Tarrasson

Hyldest fra Kjærs afløser

AC Milan sikrede sig søndag aften endegyldigt det italienske mesterskab ved at besejre Sassuolo på udebane med 3-0.

I kampen mod Sassuolo stillede milaneserne med franske Pierre Kalulu i det centrale forsvar sammen med Fikayo Tomori. Og netop Pierre Kalulu har gennem hele sæsonen været manden, der afløste Simon Kjær, efter danskeren blev skaden den 1. december sidste år.

Og også holdkammeraten har kun pæne ting af sige om den danske landsholdsspiller.

- Jeg har lært mange ting af ham. Han har talt meget med mig, mens han har været skadet. Han har han givet mig mange råd og har altid støttet mig. Han er meget vigtig, siger Pierre Kalulu til TV 2 SPORT.

Søndag aften meldte Simon Kjær sig endegyldigt klar til at spille igen efter den alvorlige korsbåndsskade. Ja, faktisk kunne han have spillet mod Sassuolo, hvis det stod til ham selv.

Kjær er i den grad på vej tilbage, så nu er spørgsmålet til Pierre Kalulu jo bare:

Er du bange for, at han kommer og erobrer pladsen tilbage?

- Jeg er ikke bange for noget. Vi er italienske mestre, og jeg har spillet godt. Og hvis Simon kommer tilbage, kommer han også til at spille godt. Vi har jo også ofte spillet sammen, siger Pierre Kalulu med et smil.

AC Milan vandt mesterskabet med to point ned til bysbørnene fra Inter på andenpladsen. Det var Simon Kjærs første titel i karrieren.