Fodbold

Zlatan tog ordet - og så gik holdkammeraterne amok

For første gang i 11 år vandt AC Milan det italienske mesterskab, og Zlatan Ibrahimovic sørgede for, at det blev fejret med manér i omklædningsrummet.

Når Zlatan Ibrahimovic taler, gør man klogt i at lytte.

For det er sjældent kedeligt, det, der kommer ud af munden på den karismatiske svensker. Det var det heller ikke, da han søndag tog ordet i omklædningsrummet i kølvandet på AC Milans mesterskabstriumf.

I en video, som AC Milan har lagt på de sociale medier, kan man se, hvordan Ibrahimovic først sørgede for at samle hele holdet og forsikre, at det ikke skulle handle om de konstante rygter om et karrierestop.

- Tag det roligt, gutter. Jeg er ikke i gang med at sige farvel...

Og så kunne svenskeren gå videre til det, han i bund og grund ville snakke om i omklædningsrummet under tribunerne på Mapei Stadium i Sassuolo, hvor mesterskabet blev sikret.

- Da vi forstod, at vi var nødt til at ofre, lide, tro og arbejde for tingene, blev vi en gruppe. Og når man er en gruppe, er det muligt at opnå de ting, vi har opnået.

- Vi har været en ægte gruppe i denne sæson, og i begyndelsen var der ingen, der troede på os, men takket være disse principper blev vi stærkere. Jeg er meget stolt af jer alle.

AC Milan vandt mesterskabet med to point ned til lokalrivalerne fra Inter. Det var første gang i 11 år, at den rød-sorte del af Milano kunne juble over at have vundet "Scudettoen", som trofæet kaldes.

Med én bemærkning sørgede Ibrahimovic afslutningsvis for, at den store triumf blev fejret på behørig vis.

- Nu skal I gøre mig en tjeneste: I skal fejre som mestre, for Milano tilhører ikke AC Milan... Italien tilhører AC Milan!

Herefter væltede den karismatiske svensker et stort bord, der stod foran ham, mens holdkammeraterne brød ud i en ekstatisk jubel i omklædningsrummet.

Stjal opmærksomheden ved præmieceremonien

Efter Zlatan Ibrahimovics tale i omklædningsrummet skulle Milan-spillerne tilbage på banen, hvor et stort podie var sat op på banen.

Her stjal stjerneangriberen igen opmærksomheden, da han på overlegen vis gjorde sin entré.

Den 40-årige Zlatan kan fejre sit 12. mesterskab i sin karriere. Video: Caroline Tarrasson

Til både tilskuerenes og holdkammeraternes store fornøjelse kom Zlatan Ibrahimovic gående med en stor flaske champagne og en cigar i munden.

AC Milan har nu vundet det italienske mesterskab 19 gange i historien. De to seneste gange har det været med Ibrahimovic på holdkortet.