Nations League

Ekspert studser over flere valg i Hjulmands trup

Landstræner Kasper Hjulmand har udtaget sin trup til Nations League, og her undrer Morten Bruun sig over flere ting.

Du kan se Danmarks landskampe på TV 2 og TV 2 PLAY.

Tilsammen har de spillet 177 landskampe.

Men på det seneste er det blevet ingen eller meget få spilminutter i deres respektive klubber for landsholdsspillerne Daniel Wass, Jens Stryger Larsen, Jannik Vestergaard og Martin Braithwaite. Og det sker på trods af, at flere af dem i længere perioder har været skadesfrie og har været klar til at spille.

På trods af de manglende minutter er de alligevel blevet udtaget til Kasper Hjulmands landsholdstrup til den kommende landsholdssamling inden fire Nations League-kampe. Dette paradoks lægger TV 2 SPORTs fodboldekspert Morten Bruun især mærke til, når han ser på truppen.

- Det springer i øjnene, at der så mange i truppen, der har spillet så lidt. Jeg forstod på Kasper Hjulmand i marts, at fravalgene af Stryger, Wass og Braithwaite hang direkte sammen med deres manglende spilletid, og de har jo ikke spillet siden, siger Morten Bruun.

Har noget at bevise

Han mener derfor, at alle træningspas for de fire rutinerede spillere vil betyde mere, end det eksempelvis vil gøre for Christian Eriksen og Thomas Delaney, der får godt med minutter i henholdsvis Brentford og Sevilla.

- Deres opgave er at overbevise landstræneren om, at de ikke er blevet dårligere fodboldspillere. Det vil være vanskeligt for os andre at tro på, at de ikke er blevet dårligere af ikke at spille. Men de vil jo alle sammen sige, at det er det ikke blevet, siger Bruun.

Det er en fremstrakt hånd fra Kasper Hjulmands side

Morten Bruun om udtagelsen af Braithwaite, Wass, Vestergaard og Stryger

Eksperten tror bestemt også på, at de fire vil få spilletid i et eller andet omfang. Dertil er det også væsentligt, at der er en halvsæson, inden VM begynder i slutningen af november.

- Det er en fremstrakt hånd fra Kasper Hjulmands side. Men det kan også være, at han vil bede flere af dem om at revurdere deres situation (i deres klubber, red.).

Spilminutter for klubhold i 2022

  • Jannik Vestergaard (Leicester): 375 minutter
  • Daniel Wass (Valencia/Atlético Madrid): 225 minutter
  • Martin Braithwaite (Barcelona): 24 minutter
  • Jens Stryger Larsen (Udinese): 0 minutter

 

Studser over flere navne

Tilvalget af Stryger, Wass, Braithwaite og Vestergaard er dog ikke det eneste, Morten Bruun vil fremhæve ved truppen.

- Jeg havde ikke troet, at det, som Robert Skov har præsteret i Hoffenheim (hvor han lige er kommet tilbage fra en skade, red.), var nok til at blive udtaget. Det havde jeg absolut ikke, siger Bruun.

- Og så har det jo i mange år været Jonas Lössl og Frederik Rönnow bag Kasper Schmeichel, og det er det jo tilsyneladende ikke længere. Jeg studser også over det, når jeg ser et navn som Mads Bech Sørensen. Men jeg tror heller ikke, at han havde været med, hvis det havde været en trup på 23 mand. Det er en form for bruttotrup, kan man sige.

Der må kun være 26 spillere i truppen til Nations League-kampene. Derfor er der også tre navne, der skal sies fra. Her tror fodboldeksperten, at det bliver Mads Bech Sørensen, Robert Skov og Jens Stryger Larsen, hvis han skulle vælge.

Her er Danmarks kampe

Landsholdet spiller fire kampe i Nations League i starten af juni, hvorefter de sidste to spillere i september.

  • 3. juni: Frankrig - Danmark
  • 6. juni: Østrig - Danmark
  • 10. juni: Danmark - Kroatien
  • 13. juni: Danmark - Østrig
  • 22. september: Kroatien - Danmark
  • 25. september: Danmark - Frankrig

Du kan se alle Danmarks landskampe på TV 2 og TV 2 PLAY.