Fodbold

Dårligt Zlatan-nyt får hjemmeside til at gå ned

Zlatan Ibrahimovic skal nu overveje sin fremtid, da hans kontrakt med Milan udløber om kort tid.

Zlatan Ibrahimovic var i hopla og gik forrest, da AC Milan søndag fejrede det italienske mesterskab-

Men nu er stemningen måske knap så god.

I hvert fald er den 40-årige fodboldstjerne blevet opereret i knæet, og det betyder, at han er ude af stand til at spille fodbold i de kommende syv-otte måneder.

Det skriver hans klub, AC Milan. Efter nyheden blev publiceret på Milans hjemmeside, er siden brudt sammen, og man kan ikke komme ind på den.

Zlatan Ibrahimovic har kontraktudløb i AC Milan, når juni bliver til juli. Det er endnu ikke afsløret for offentligheden, om der bliver tale om en kontraktforlængelse.

- Der kommer snart flere detaljer

Svenskeren har dog slået fast, at han ønsker at fortsætte karrieren, skriver det svenske nyhedsbureau TT, som henviser til citater fra TV4.

- Jeg kan ikke gå i detaljer nu. Detaljerne kommer ud snart, og så kan jeg tale om det, sagde Ibrahimovic, efter at det italienske mesterskab kom i hus søndag.

Angriberen har bøvlet med flere skader i løbet af sæsonen. Både knæ og akillessene har skabt problemer, og han er dermed gået glip af flere kampe.

Den aldrende stjerne nåede dog at spille 23 Serie A-kampe og score otte mål i løbet af den nu afsluttede sæson.

AC Milan er italiensk mester for første gang i 11 år. Video: Signe Aagaard Boysen