Fodbold

- De grinede ad mig, når jeg læste Politiken i omklædningsrummet

Rasmus Festersen indstillede karrieren i 2019, men han havde brugt mange år på at forberede et liv uden for kridtstregerne.

Rasmus Festersen har haft meget på hjerte. Og han vil gerne nå at tilføje en sidste ting.

- Jeg har en ret vild statistik, jeg synes, du skal have med. Den indkapsler det hele meget godt.

Den tidligere OB- og FC Vestsjælland-spiller trækker lidt på smilebåndet. Det er ikke første gang, han hiver statistikken op. Men det er en af dem, der tåler et gensyn.

"Tre ud af fem Premier League-spillere er erklæret personlig konkurs fem år efter karrierestoppet".

Livet efter fodboldkarrieren

TV 2 SPORT har interviewet tre tidligere fodboldspillere, der i dag har forladt den verden, de i mange år var en stor del af. 

De fortæller om livet efter karrieren. Om svære beslutninger, identitetskriser og skæve oplevelser.

  • Mandag - Heine Fernandez:  Den tidligere angriber, der er den fjerde mest scorende spiller i Superligaens historie, har haft svært ved at finde sig til rette, siden han indstillede karrieren i 2003. 
  • Onsdag - Rasmus Festersen: Den tidligere Vestsjælland- og OB-angriber arbejder i dag med robotter. Han har altid vidst, at han en dag skulle lave noget helt andet end fodbold.
  • Torsdag - Asbjørn Sennels: I dag er Asbjørn Sennels efterladt med tanken om, hvorvidt han overhovedet skulle have været fodboldspiller. Har han fortrudt sin ellers flotte karriere, der undervejs bød på to landskampe?

Sådan lyder de snart 10 år gamle barske tal fra analysebureauet Xpro. Statistikken indkapsler, hvor svært det kan være at skabe en tilværelse uden for kridtstregerne. Et tema, Rasmus Festersen vægter højt.

- Der er en vigtig agenda i forhold til, hvordan klubberne klæder spillerne på til et liv efter fodbolden. For 15 år siden var det meget svært at få klubberne til at anerkende, at der var andre ting end at træne, der var vigtige.

- Mange spillere er blevet efterladt til sig selv og uden gode vilkår for at uddanne sig. Det tror jeg, jeg har et behov for at påpege. For klubberne har et socialt ansvar. De skal være klar til at hjælpe spillerne. Også dem, der måske ikke når at slå igennem på førsteholdet.

Skilte sig hurtigt ud

Selv har Rasmus Festersen gode odds for ikke at ende i en statistik over kuldsejlede danske eks-fodboldspillere. Langt bedre end mange af holdkammeraterne fra de tidlige år.

Da angriberen i sommeren 2019 for sidste gang trak kampstrømperne udover benskinnerne, havde han allerede sikret sig en bachelor i geografi og virksomhedsstudier. Når den tidligere angriber ser tilbage, erkender han også, at han på nogle punkter skilte sig ud.

Det var bunden af 1. division, og der var 250 mennesker til en kamp i Hjørring

Rasmus Festersen

- I starten, da jeg var i Silkeborg, var jeg meget anderledes. Jeg var den eneste, der studerede. For de andre handlede det meget om at træne og så tage hjem og spille PlayStation og dyrke fitness.

- Men undervejs skete der noget. For da jeg stoppede i OB i 2019, var der alligevel 12 ud af 24 spillere, der var i gang med et studie. Så der skilte jeg mig ikke ret meget ud - og så alligevel. For jeg kan da huske, at de grinede ad mig, når jeg læste Politiken i omklædningsrummet. På den måde havde jeg en anden tilgang til tingene.

Rasmus Festersen

Klubkarriere: 

  • 2007-2008 Silkeborg IF
  • 2008-2008 Slagelse 
  • 2008-2012 Vestsjælland 
  • 2012-2013 Oakleigh Cannon
  • 2013-2015 Vestsjælland
  • 2015-2019 Odense Boldklub 

Uddannelser: 

  • Bachelorgrad i geografi og erhvervsøkonomi
  • Master-studerende i virksomhedsadministration (2020-2023)
  • Arbejder nu som investment-manager i Odense Kommune, hvor han forsøger at gøre Odense attraktiv for virksomheder, der arbejder med robotter og droner.

Selvom Rasmus Festersen savner tiden i omklædningsrummet, savner han ikke fodbold. Knap var han stoppet som spiller, før han begyndte på et helt andet liv med projekter i erhvervslivet.

Den 36-årige tidligere angriber har arbejdet med ledelse i flere år, og siden april 2022 har han været investment manager i Odense Kommune. Her skal han forsøge at gøre Odense attraktiv for virksomheder, der arbejder med robotter og droner.

Øllene i gymnasiet var vigtige

At Rasmus Festersen nu har gemt fodboldtasken væk i garagen, kommer ikke som en chok for dem, der kender ham.

Som barn var det aldrig den helt store drøm at blive professionel, og karrieren blev også indledt noget senere end for de fleste.

- Min første kontrakt fik jeg først, da jeg var 20 år. På den måde har jeg fået meget med. Jeg spillede serie-fodbold, da jeg gik i gymnasiet, og dermed havde jeg heller ikke nogen festafsavn. Der blev festet rigeligt. Først efter gymnasiet blev jeg tilbudt en prøvetræning i Silkeborg, og så startede det hele lidt.

Festersen takkede ja til kontrakten fra Silkeborg, og siden blev det til 13 år med fodbold som den primære beskæftigelse. I 2019 sluttede karrieren i Odense, hvor han undervejs opnåede pæn succes og hæder.

Var ved at stoppe

Men den fine karriere var ved at stoppe, inden den reelt nåede at tage fart. Som 25-årig raslede Rasmus Festersen og hans klub FC Vestsjælland rundt i sumpen af 1. division, og her havde han alvorligt brug for luftforandring.

- Det var bunden af 1. division, og der var 250 mennesker til en udekamp i Hjørring. Der trænede jeg alligevel seks gange om ugen og kom også til den konklusion, at der var en masse andre ting, jeg hellere ville.

- Jeg tror heller ikke, jeg var blevet ved, hvis man puttede mig ind i en træningsuge med otte træningspas. Så var jeg stoppet. Derfor var det også perfekt, at jeg fik muligheden for at gøre et afbræk. Jeg tog til Australien for at prøve noget andet. Der kunne min kone og jeg få en vild oplevelse, og jeg kunne læse lidt dernede, samtidig med jeg spillede for en klub i den næstbedste række.

Efter seks måneder i Australien vendte Festersen i 2013 tilbage til Vestsjælland, hvor karrieren kom tilbage på sporet. Med tiden deltog han i en pokalfinale med samme klub, mens det også blev til 38 mål i Danmarks bedste fodboldrække.

Vil have familien med på jordomrejse

Nu er Rasmus Festersens kalender fyldt med møder og ligner mange andres i erhvervslivet. Han kæmper for at øge sin viden om robotter og droner, ligesom han konstant øver sig på at blive en dygtig leder.

Sådan kan virkeligheden se ud for den tidligere angriber nogle år endnu. Men på et tidspunkt vil han ud i den store verden igen. Og gerne med familien.

- Jeg har en personlig drøm, jeg rigtig godt kunne tænke mig. Jeg vil gerne have mine børn med ud at rejse i lang tid - ligesom jeg selv har været. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig.

- Og så kunne jeg også godt se mig selv komme tilbage til fodboldmiljøet. Ikke som træner eller med fokus på det, der foregår inde på banen. Det er jeg slet ikke dygtig eller kompetent nok til. I stedet skulle det være som leder i en klub eller sportsorganisation. Der vil jeg kunne bruge de egenskaber, jeg har tillært mig i erhvervslivet.

Rasmus Festersen har ikke rørt en fodbold, siden han stoppede som spiller i OB i sommeren 2019.