Fodbold

- Jeg kan godt tænke tilbage og overveje, om jeg skulle have været fodboldspiller

Asbjørn Sennels opnåede en flot karriere, der blev toppet med to landskampe. Alligevel reflekterer han nu over, om fodbold var det rigtige for ham.

- Jeg kan godt sidde og tænke, at jeg har for mange sorte huller. At jeg skulle være blevet klogere noget hurtigere.

Ordene forlader den 43-årige gymnasielærer efter en længere tænkepause. De bliver leveret overbevisende, for hvert ord er velovervejet.

Den tidligere Viborg- og Brøndby-spiller, Asbjørn Sennels, der har to landskampe på CV'et, finder tydeligt denne del af samtalen interessant. Det er her, han virkelig har noget på hjerte.

Livet efter fodboldkarrieren

TV 2 SPORT har interviewet tre tidligere fodboldspillere, der i dag har forladt den verden, de i mange år var en stor del af. 

De fortæller om livet efter karrieren. Om svære beslutninger, identitetskriser og skæve oplevelser.

  • Mandag - Heine Fernandez:  Den tidligere angriber, der er den fjerde mest scorende spiller i Superligaens historie, har haft svært ved at finde sig til rette, siden han indstillede karrieren i 2003. 
  • Onsdag - Rasmus Festersen: Den tidligere Vestsjælland- og OB-angriber arbejder i dag med robotter. Han har altid vidst, at han en dag skulle lave noget helt andet end fodbold.
  • Torsdag - Asbjørn Sennels: I dag er Asbjørn Sennels efterladt med tanken om, hvorvidt han overhovedet skulle have været fodboldspiller. Har han fortrudt sin ellers flotte karriere, der undervejs bød på to landskampe?

Modsat flertallet af Danmarks professionelle fodboldspillere har tilværelsen for Asbjørn Sennels ikke kun handlet om livet på grønsværen. Faktisk har det handlet om alt muligt andet.

- I dag kan jeg godt tænke tilbage og overveje: Skulle jeg egentlig have været fodboldspiller? Burde jeg bare have skrevet en ph.d. og så være blevet professor? Så kunne jeg have skrevet nogle flere bøger og fordybet mig noget mere.

Det er en fascinerende tanke, hvad der var blevet af mig, hvis jeg aldrig havde været god til fodbold

Asbjørn Sennels

Generelt har Asbjørn Sennels kæmpet med at forene ambitionerne om en spirende erhvervskarriere med en succesfuld tid som fodboldspiller.

- Jeg synes, det er en fascinerende tanke, hvad der var blevet af mig, hvis jeg aldrig havde været god til fodbold. Så havde jeg formentlig haft en helt anden erhvervskarriere, hvor jeg havde opnået nogle "større" ting, siger den nuværende gymnasielærer.

Asbjørn Sennels

Klubkarriere: 

  • 1998-1999 Skovbakken
  • 1999-2004 Viborg FF 
  • 2004-2007 Brøndby IF 
  • 2007-2010 Viborg FF 
  • 2012 Viborg FF 

Landsholdskarriere: 

  • 2000-2001: U21-landsholdet (10 kampe) 
  • 2003-2004 Ligalandsholdet (4 kampe) 
  • 2003-2004 A-landsholdet (2 kampe)

Uddannelser: 

  • Cand.mag. i idéhistorie og kunsthistorie ved Aarhus Universitet
  • Oldtidskundskab og religion er læst som sidefag på Aarhus Universitet
  • Underviser i dag i filosofi, oldtidskundskab, religion og billedkunst på Silkeborg Gymnasium

Idéhistorie og den store fortrydelse

Men Asbjørn Sennels var god til fodbold. Faktisk rigtig god. I sommeren 1999 startede det hele, da Viborg FF bankede på døren med en fuldtidskontrakt i hånden.

Den dengang 19-årige jyde satte glædeligt sin krussedulle, men det var ikke det eneste startskud, der lød den sommer. Symptomatisk nok startede han også på universitetet, hvor han begyndte at studere idéhistorie.

Siden blev det til 13 år på topniveau i dansk fodbold med skiftende base i Brøndby og Viborg. Her blev det undervejs til et dansk mesterskab og en pokaltitel, mens der også blev spilletid i både UEFA-Cuppen og Champions League-kvalifikationen.

I 2012 sagde Asbjørn Sennels endegyldigt stop, og retrospektivt fylder især én fortrydelse i bevidstheden.

- Jeg kom aldrig til udlandet, og jeg fortryder, at jeg ikke gik mere efter det. Men det handler om, at jeg havde så meget fokus på mine studier også. Dengang så jeg det som en styrke, men det har nok også kostet.

- For da udlandet var i spil, blev jeg bekymret for, om jeg så kunne skrive mit speciale færdigt. Det var ikke fordi, at verdens største klubber bankede på, men jeg havde da nogle muligheder for at komme ud. Men jeg blev bange for, hvilke konsekvenser det ville have for min uddannelse.

I stedet for store udlandseventyr brugte Asbjørn timer og atter timer på universitetet. 10 år gik med at læse idé- og kunsthistorie, mens han senere også har taget oldtidskundskab og religion som sidefag.

Hvad så nu?

Mange fodboldspillere træder ind i et tomrum og en uvished, når daglige træningspas og fællessnakke i omklædningsrummet bliver til levn fra fortiden.

Specielt før i tiden var det heller ikke en selvfølge, at fodboldspillere var klædt på med videregående uddannelser, når et liv efter karrieren skulle begynde.

Jeg har ikke nogle planer om at genoptage min politiske karriere. Det var nok en enlig svale

Asbjørn Sennels

Det kan for nogen være en direkte billet til en identitetskrise, men sådan var det ikke for Asbjørn Sennels, da han i 2012 endegyldigt lagde støvlerne på hylden. Han var nemlig ekstraordinært godt klædt på til livet på den anden side.

- Jeg begyndte at undervise på Silkeborg Gymnasium, allerede inden jeg stoppede. Men havde jeg ikke kunnet det, ville det formentlig have været noget andet. Jeg var heldig, at jeg kunne gå direkte fra det ene over til det andet. Andre har nok haft det sværere på den front, end jeg har. Dermed ikke sagt at jeg ikke lige skulle finde mig selv i en ny tilværelse.

- Men jeg tror altid, jeg har tænkt, at jeg havde en anden identitet. Derfor har det hele tiden været vigtigt for mig også at læse ved siden af. Jeg gik meget op i at holde fast i mine studier, for det gav mig en identitet ved siden af fodbolden. Alligevel kunne jeg godt mærke, at jeg havde været fodboldspiller, før jeg havde været alt muligt andet. Det var også sådan, folk så på mig udefra - de tænkte på mig som fodboldspilleren.

Fra Silkeborg Gymnasium til politiker

Tanken om at blive sat i bås som fodboldspiller har Asbjørn Sennels det okay med. Men den tidligere landsholdspiller har for nyligt også fået et nyt prædikat. Og det er et, de færreste eks-proffer bliver identificeret med.

Med mærkesager som folkeskolen, grøn omstilling og relationer fremfor regler stillede Asbjørns Sennels op til kommunalvalget i 2021 for Konservative i Viborg.

Imidlertid blev den tidligere venstreback ikke valg ind i byrådet, og der er ikke umiddelbart ambitioner om at prøve igen.

- Det var nok det for mig. Jeg har ikke nogle planer om at genoptage min politiske karriere - det var nok en enlig svale.

Så det var ikke så sjovt, som du havde håbet?

- Altså, nu blev jeg jo ikke valgt ind. Ellers havde jeg jo siddet i byrådet lige nu. Og så kunne det godt være, at man var kommet mere ind i det. Det kan også være, at det ændrer sig, men lige nu siger kommunalpolitik mig ikke sådan super meget.

- Måske har jeg mere lyst til at blande mig i samfundsdebatten på en anden måde. Det der med at folk sætter mig i bås som konservativ, det har jeg det lidt ærgerligt med.

Drømmer fortsat om en ph.d

I år er 10-års jubilæum for Sennels officielle karrierestop, og selvom dåbsattesten viser 43 år, er den tidligere landsholdspiller fyldt med drømme for fremtiden.

- Jeg har gået og tænkt over, at jeg måske skulle få skrevet den ph.d., for så vil der åbne sig nogle muligheder endnu højere oppe i systemet.

- Det er ikke sådan, at jeg ikke er glad for mit arbejde, men det kan være, at der kommer nogle andre muligheder. Tanken om at skulle være en form for samfundsdebattør er for eksempel sjov og tiltalende for mig.

Tidligere har Asbjørn Sennels taget forskellige trænerkurser, og han spiller fortsat fodbold på hyggeplan.

Men udsigten til igen at skulle gøre sporten til en levevej virker fjern. Til det er der simpelthen for mange spændende alternativer.

Nu fylder bøgerne mere end bolden.