Fodbold

Politiet søger vidner efter pokalfinale

FC Midtjylland og OB fik begge knust ruder på fanbusser før torsdagens pokalfinale. Efter kampen er to personer anholdt for vold mod en steward.

Årets pokalfinale mellem FC Midtjylland og OB bød på 120 minutters intens fodbold på banen og en dramatisk straffesparksafgørelse.

Derfor var der masser at tale om fra kampen, men også udenfor kridtstregerne var der noget at berette om.

Københavns Vestegns Politi skriver i en pressemeddelelse, at flere episoder efterforskes efter opgøret, der blev vundet af FC Midtjylland.

Før kampen modtog politiet tre anmeldelser:

  1. To sideruder blev knust på en bus med OB-fans
  2. Bagruden blev knust på en bus med FC Midtjylland-fans
  3. En mindre gruppe OB-fans fik frastjålet deres fantrøjer

Ifølge politiets oplysninger kom ingen til skade ved de ovenstående hændelser, som Københavns Vestegns Politi lige nu søger vidner til.

- Vi efterforsker de her sager for at få retsforfulgt de skyldige, og vi hører gerne fra vidner eller andre, som kan bidrage med oplysninger, siger vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen.

To er anholdt

Efter kampen er en ung mand og en kvinde blev anholdt for vold mod en stadionsteward. Ifølge politiet ventes de løsladt efter afhøring i løbet af aftenen.

Generelt var det Vestegnens Politis overordnede oplevelse, at finalen, der blev spillet på Brøndby Stadion, forløb fredeligt og i god stemning blandt de 23.328 tilskuere til opgøret.

FC Midtjylland løb med sejren i pokalfinalen, som de også vandt i 2019 - dengang over Brøndby efter straffesparkskonkurrence.

Det er deres anden pokaltitel i historien.