Fodbold

Vanvittige scener i Frankrig – fans angriber egne spillere

Fransk politi måtte bruge tåregas for at holde vrede Saint-Étienne-fans tilbage under angreb på spillere.

Søndag aften blev det en realitet, at Saint-Étienne er at finde i den næstbedste franske fodboldrække fra næste sæson.

Klubben rykkede ned efter samlet nederlag til Auxerre, og det blev tilsyneladende for meget for fans af Saint-Étienne.

Kort efter afgørelsen på playoffkampen invaderede de banen for at angribe klubbens spillere med romerlys. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Saint-Étienne tabte kampen til Auxerre efter straffesparkskonkurrence.

Spillerne fra begge hold måtte hurtigt søge tilflugt i spillertunnellen, og fransk politi måtte da også ty til tåregas for at holde de vrede fans på afstand.

Straffet for dårlig opførsel tidligere

Det tidligere franske storhold, der har vundet Ligue 1 ti gange, er tidligere i sæsonen blevet sanktioneret flere gange på grund af fansenes opførsel.

Derfor havde man forud for søndagens opgør begrænset adgangen for klubbens fans. Dette holdt dem dog ikke tilbage, efter at det sidste straffespark var blevet taget.

Videoer viser, at fans fra Saint-Étienne hurtigt var at finde på banen efter det sidste spark. Et hav af romerlys blev herefter kastet afsted mod spillerne.

Tv-optagelser viser desuden, at spillere og andet personale trådte hostende ind i spillertunnellen på grund af politiets tåregas. Det skriver AFP.

Det er i skrivende stund uvist, om nogen er kommet alvorligt til skade under optøjerne.