Fodbold

Viborg tager europæisk billet

Efter 120 minutters fodbold og en straffeduel i Aalborg vandt Viborg kampen om en plads i europæisk fodbold.

Viborg får muligheden for at kvalificere sig til Conference League i den kommende sæson.

Søndag aften slog de AaB efter straffesparkskonkurrence i Superligaens europæiske playoff-kamp. Kampen var endt 1-1 i ordinær spilletid.

Viborg havde kvalificeret sig til kampen via førstepladsen i nedrykningsslutspillet, mens AaB var med i kraft af sin placering som nummer fem i mesterskabsslutspillet.

Det er første gang, at et hold fra nedrykningsspillet vinder den europæiske playoff-kamp mod holdet fra mesterskabsspillet.

FC København og FC Midtjylland er som de to bedste hold fra Superligaen en del af næste sæsons Champions League-kvalifikation, mens bronzevinderne fra Silkeborg skal forsøge at komme i Europa League.

Både Brøndby og Viborg har mulighed for at komme i Conference Leagues gruppespil.

Sådan forløb kampen

/ Ritzau

Nordjyderne havde et snævert overtag i kampen, mens Viborg kom bedre frem til chancerne i deres angreb. Midtjyderne var således mere tålmodige og afventende, mens hjemmeholdet kørte med flere berøringer og mere bevægelse.

Det kastede en tæt kamp af sig mellem de jyske kandidater til europæiske kvalifikationskampe.

Efter et kvarter af den ordinære kamp bragte Mathias Ross hjemmeholdet foran. Midtstopperen vandt en luftduel efter et indkast og snød dermed Lucas Lund i Viborg-målet.

Ti minutter senere udlignede Jeppe Grønning for gæsterne, da bolden endte ved Viborg-anføreren efter klumpspil i feltet.

Inden pausen nåede Mathias Ross igen at juble efter en scoring, men et VAR-gennemtjek endte med, at holdkammeraten Louka Prip blev dømt offside i situationen.

Derfor endte det hele i straffesparkskonkurrence.

Anden kvalifikationsrunde til Conference League, hvor både Viborg og Brøndby indtræder, afvikles i slutningen af juli.