Fodbold

Spillerne samledes om telefon, efter at der blev jublet for tidligt

Mange ting skulle flaske sig, hvis Real Valladolid skulle rykke op i LaLiga, men det lykkedes alligevel.

Inden kampen så det sort ud.

Real Valladolid var på tredjepladsen, de var to point efter Eibar og Almeria, og kun de to øverste hold ville rykke op i LaLiga.

Meget skulle derfor gå deres vej i sidste spillerunde, hvis drømmen om en tilbagevenden til den bedste spanske række skulle blive en realitet.

En realitet, der kun blev endnu mere fjern af, at rækkens nummer et og to skulle i kamp mod hold fra den tungere halvdel af tabellen, som intet havde at spille for.

Men Valladolid troede på det, og efter karrierens måske længste minut kunne jublen bryde løs. Læs forløbet i tidslinjen herunder:

Kl. 21.54.40: Valladolid vinder deres kamp

Real Valladolid løser deres opgave. Huesca er slået med 3-0, og flere Valladolid-spillere bryder grædende sammen i græsset af glæde, da de får at vide, at Eibar er kommet bagud efter 91 minutter.

21.54.57: Eibars kamp er ikke slut

Mens spillerne jubler, kan man se en række folk fra staben gå rundt med hovedet i telefonen. De ved, at Eibars kamp ikke er slut endnu. Derfor er Valladolids oprykning altså ikke sikker endnu.

Kl. 21.55.05: Spillerne får ny melding

Pludselig går det også op for Valladolid-spillerne, at Eibars kamp stadig er i gang. Et medlem af staben viser spillerne, at oprykningen ikke er i hus endnu. De glade ansigter skifter karakter, og nervøsiteten breder sig.

Kl. 21.55.15: Spillerne stimler sammen

Valladolid-spillerne får kommunikeret nyheden rundt til samtlige holdkammerater. Fejringen kan ikke begynde endnu. Det meste af truppen stimler sammen om en enkelt mobil, og de afventer nervøst resultatet af Eibars kamp.

21.55.20: Oprykningen er sikret

Beskeden tikker ind. Kampen er slut. Eibar har tabt deres kamp til bundproppen Alcorcon. Derfor er Valladolid sikre på andenpladsen. De kan ånde lettet op, og så kan jublen ellers bryde løs.

Kort efter kom meldingen om, at Almeria har spillet uafgjort 2-2 mod Leganes. Dermed tog Almeria førstepladsen og den anden oprykningsplads, da de er bedre indbyrdes med Valladolid.

Valladolid nåede kun en enkelt sæson i den næstbedste spanske række, efter at de rykkede ned sidste sæson.

Slutstilling

  1. Almeria, 81 point
  2. Valladolid, 81 point
  3. Eibar, 80 point

Eibar har dog stadig chancen for at rykke op. Forude venter et playoff-spil om én plads i LaLiga. Først møder de Girona i to kampe om en plads i playoff-finalen mod enten Tenerife eller Las Palmas.